Christina Enig

fløjtenist

Begyndelsen

Christina mødte jeg i forbindelse med mit organistjob i Vor Frelsers Kirke i Vejle. Hun spiller fløjte og øver gerne 10 timer om dagen. (Heldigvis for det gør jeg jo også gerne, og da vi jo bor sammen er det rart, at vi har noget så basalt og tidsrøvende til fælles!)

Underholdning

I kirken sker det jævnligt, at de pårørende ønsker, at netop deres begravelse skal være noget særligt. Derfor skal der spilles noget solo, hvor det som oftest forventes, at organisten (ulønnet) akkompagnerer! Der sker jo også, at "solisten" er et eller andet fjols, og så er det ikke engang en oplevelse, ud over at det er ekstra arbejde! - Denne gang var det imidlertid Christina, og hun er jo både smuk, intelligent og velspillende!
Imidlertid er det jo ikke sådan lige med den kærlighed, i hvert fald ikke for en indadvendt musiker. Der er jo så meget, og måske er det ikke en god idé, og hvad nu hvis man taber ansigt, og hvordan skal man sige det...?
Hvad det sidste anbelanger, er det så nemt: Det kan ikke siges, så noget eller bare et eller andet må gøres. Helst noget som ikke bare er fjollet, men også charmerende og indsmigrende. Eller som det hed i 80'erne: Du har ikke en chance - brug den!

Sommerkoncerter

Jeg har i nogle år lavet sommerkoncerter i kirkerne, hvor jeg har været ansat. Og da mine folk meldte fra, tænkte jeg, at det var måske muligheden for at spille sammen med Christina rigtigt og så'n. Og resultatet blev en lang men meget vellykket koncert med 5 instrumenter og 8 medvirkende.
Ja, og så var det jo i prøverne op til koncerterne, at det skete. Vi har kærestedag d. 3. juli 2002 - den dag, jeg glemte at gå hjem.
Vi spillede Copland, og det gik rigtig godt! Det var især ved nogle rytmisk svære steder, at det nye forhold måtte stå sin prøve. Her skulle vi ikke bare være kærester, her skulle hårdt arbejde til. Og så kunne man så være kærester igen, når prøven var forbi.

Weekendkærester

Vi var weekend-kærester i et år, og i det år var jeg mere i Odense, end Christina var i Århus. Jeg havde flere penge og ryddede ikke så godt op i min lejlighed som Christina i hendes osv. På en eller anden måde var vi ligesom prædestinerede i Odense.
Under et af mine første weekendbesøg hos Christina, følte jeg for at finde et øveorgel i Odense. Selvfølgelig kunne jeg øve på det lokale konservatorium, men en god idé er det jo aldrig, så længe man ikke er indskrevet der, enten som studerende eller akkompagnatør. Så du kan læse mere om min oplevelse med Ansgar Kirkes kæmpeorgel på min kirke/orgel-side.
Jeg har haft virkelig mange gode oplevelser med det orgel. Og da jeg blev ansat i Otterup Kirke, troede jeg, at jeg ville komme til at "hænge ud" i Ansgars Kirke hvert andet øjeblik. Det er nu ikke sket - orgelet i Otterup Kirke er forbløffende godt i det daglige arbejde.
Men det var Christina, jeg kom fra: Først var vi weekendkærester, så flyttede vi sammen. Hvordan skulle det nu gå?

To mennesker af hvert sit køn i en lille lejlighed i Odense...

Tja, det mest overraskende var jo, at vi aldrig sås i året 2003/4. Med fuldtidsjob og -studium, plus det løse, plus diverse projekter med den ene og den anden i Otterup og omegn blev der ikke meget tid til at ses. Det var meget overraskende for os. Og jeg blev da også virkelig glad for endelig at have afsluttet mit studium nummer to!
Christinas far var så flink at ville sælge sin gamle bil (så gammel er den nu heller ikke) til en meget favorabel pris, og dermed var min hverdag lettet med adskillelige tons! Og et eller andet sted er det jo også rart at den bliver brugt. Og brugt den har jeg i hvert fald - rigtig meget! Ca. 35000 km år 2003/4.

Pjatører og grinetænder

Jeg er sikker på, at udtrykket "pjatøre" er gangbart i Himmerland. Men Christina havde ikke hørt om det før, så her i huset uddeler vi ikke næser til hinanden, men pjatører. Et pjatøre kan man både have og være!
Man kan også have grinetænder!

Alder

Der er en aldersforskel på mig og Christina på 8 år. Så selvfølgelig hører man kommentarer om "kuvøseguf" mm. Selv om man siger, at kærlighed har ingen alder. Og måske havde differencen været et problem, om ikke Christina er meget moden af sin alder, og jeg er uendeligt barnlig!
Alder er og bliver noget sjovt noget: Der er gamle mennesker, som er unge i sindet, og unge der ikke er "kommet igang endnu".

Mit hjerte banker...

Christina er grund til at jeg søgte job på Fyn. At det blev Otterup, skyldtes at det var ledigt på det rigtige tidspunkt, samt at der i organistmiljøet blev talt pænt om det sted.
Når det føles rigtigt, føles det rigtigt. Så skal man ikke overveje så meget, om man skal ryge eller rejse.
I den lille lejlighed overfor sygehuset i Odense mødes vi, når vi ikke er på farten med hvert vores projekt. Og så bliver der jo tid til at komme igennem hverdagens små kompromisser, som kan hedde alt fra skænderier til diskussioner og udfordringer. Men alle par oplever da forhåbentlig glæden ved at få to viljer til at smelte sammen.
Christina er lille, vaks og ufattelig hurtig oven i hovedet. Christina er ikke så stor. Men når hun bliver større, kommer hun til at fylde noget mere, det siger hendes far. Af en eller anden grund synes hun, at det er okay, når jeg ikke er så hurtig.
Man kunne sige meget mere om Christina. Men det er oplevelsen af hende, der er værd at fokusere på, ikke det der kan skrives om hende...