München

Tyskland

Esther

München kender jeg temmelig godt. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget jeg har været i den by, men det er meget.
Det begyndte med, at jeg havde en kæreste, der hed Esther. Det var et problematisk forhold, der ikke varede så længe, og det var fint. Det sjoveste var næsten, at forelskelsen kom, da vi legede, at vi var kærester. Det var alligevel for meget, for virkeligt!
Esther spillede cello og boede ca. 40 km fra centrum i Freising, hvor også verdens ældste bryggeri ligger, som laver en rigtig god "Hefeweizen", selv om Franziskaners er bedre! Så fik jeg jo også set noget af det rigtige Tyskland - familierelationerne med den gamle bedstemor, der bare var så velmenende! Og Ølhaverne på landet, hvor der var virkelig "folkelig" hygge. Den folkelige hygge, der også kendetegner storbyen München. Det er som om byen aldrig er kommet sig over, at den har været landsby engang. Og hyggen kender vi jo fra Danmark, mens øllene både smager af mere, og er en del større end dem herhjemme.

Lokalteater

Jeg oplevede et teater som specialiserede sig i at spille på bajersk. Små borde og traditionelle rød-hvide gardiner, men mørkt træ - det lyse har vi nærmest patent på i Danmark.

Sergiu Celibidache

Sergiu Celibidache dirigerede Münchener Philharmoniker, og gjorde det til et stort orkester. Jeg har oplevet ham et par gange, og selv om han er omdiskuteret, må jeg sige, at han har altid været en kæmpe oplevelse.
Én gang var jeg taget til München for at høre nogle orkesterprøver. Desværre var der netop den uge ingen adgang til orkesterprøverne, men derimod adgang til generalprøven som man skulle erhverve sig adgangskort til. Det var der ca. 2000 mennesker, der havde lyst til. - Jeg kom tilfældigvis tidligt, og var kun nummer 50 i køen. Men køen snoede sig rundt og rundt omkring billetkontoret, krydsede sig selv og ud i det fri. Udenfor stod mennesker med parablyer i kø. De sidste fik aldrig en billet - 2000 er ikke et uendeligt tal!
Generalprøven var en stor oplevelse. Orkestret begyndte tre gange, men blev hver gang slået af. Her drejede det sig om detaljer, kunne man høre. Og den oplevelse har jeg aldrig glemt. Jeg havde også taget skoene af, og min Weleda Fussbalsam mit Zitrone kunne duftes omkring mig. Den fine dame til højre for mig kunne næsten ikke tale for "duften" af citron, da hun venligst bad mig sætte mine fødder ned i skoene igen, og lade dem blive der!
En anden gang oplevede jeg Celibidache på tæt hold. Jeg var taget derned til seminar med en kammerat. Seminaret vekslede med banaliteter og filosofisk snak på et meget højt plan. Og det var altså for svært at følge med i på tysk. Jeg sad i to-tre dage og tog mod til mig, inden jeg turde stikke poten i vejret, blive tilstået retten til at stille et spørgsmål, gå til talerstolen og sige: "Herr Celibidache, würden Sie mir bitte den Gefallen tun, den Begriff Tonales Zentrum zu erklären?" - Jeg havde forberedt mig på sætningen i flere dage. Og det var lige før, jeg ikke var i stand til at lytte og forstå svaret. Det var så uvirkeligt at stå her. Men jeg havde fået et svar, og jeg havde oplevet en virkelig karismatisk person. Jeg havde stået ca. 5 meter fra Celibidache, og vi havde haft en lille samtale i fuld offentlighed.

Finale

Den indre by kender jeg virkelig godt. Hvis jeg kører med tog, og skal skifte i München, tager jeg som regel ind omkring byen for at snuse stemning og gøre et enkelt indkøb.