Trio Aros i Spanien

foråret 2004

Flyv som du kan lide det!

16 år senere end min første spaniensrjse var det selvfølgelig en helt anden tur. Nu fløj vi med Maersk. Det var så sjovt at lægge mærke til, hvor mange gange der blev sagt "Fly-as-you-like-Koncept". Men det var billigt og nogle meget lækre fly. På vej derned spurgte jeg Miisa klarinetist, om hun havde sine klarinetter med. Det havde hun selvfølgelig, og jeg fortalte, at jeg havde glemt mit flygel.
Der var dejligt vejr, da vi ankom, og vi havde en rolig første aften.

Hvor er flygelet?

Næste morgen kørte hen til første koncertsted. Vi ville lige besigtige salen og holde en lille prøve. Belen (vores bratschist) fra Spanien kiggede ind og spurgte: "Hvor er flygelet?" - Flygel, sagde de, vi troede, I selv havde flygel med. Og typisk Spanien blev der talt op og ned ad stolper om hvem, der var skyld i denne udåd. Kun takket være en af Belens bekendte, fik vi skaffet et flygel. Det var den anden side af Spanien. Den ene: Man snakker og snakker, og der sker ikke noget. Den anden, som var mig ukendt: På en time var der skaffet et flygel, et flyttefirma og en klaverstemmer.
Vi kørte over til en musikskole, hvor vi kunne øve lidt. Så spiste vi et par sandwiches og tog tilbage til koncertstedet. Miisa havde problemer med sin klarinet. Der var tørt i luften. Mine fingre tørrede ind og hendes blad blev ufleksibelt. Jeg havde aldrig før set hende vred, men vi endte med at afbryde prøven og give hende mulighed for at vænne sig lidt til den nye situation. Desuden kunne hun ikke stemme med flygelet, der sjovt nok var stemt i 438 i stedet for 442.
Der sad vi så. Miisa havde sine instrumentproblemer, Belen var sur over det med flygelet. Det var godt for de mere aggressive stykker. Stykkerne var heldigvis godt prøvede igennem i Danmark, så vi havde ikke så travlt med at blive sammenspillet. Tingene sad på rygmarven. Og da klaverstemmeren kom, han havde set flygelet, snakket lidt og var gået igang med at arbejde, tog vi hjem. Når ret skal være ret, var det trættende i løbet af dagen ikke at kunne vide, om vi skulle spille koncerten med el-klaver, harmonika eller mundharpe!
Vi mødte op en lille time før koncerten. En kort pr&osalsh;ve og så skulle pigerne smukkeseres, og det tager jo som bekendt uendelig lang tid. Men det hjalp - de blev smukkere!

?Jazzkoncert?

Koncerten gik rigtig fint! Der var en helt anderledes stemning end i Danmark. Folk kunne finde på at klappe, hvis et soloparti gik specielt godt. Det var som at være til jazz-koncert i Danmark. Det var et meget levende publikum og egentlig også meget lyttende. De havde mange kommentarer bagefter, men Mozart var de ikke glade for. Bruch var derimod lige i øjet - i Danmark havde vi oplevet det modsatte. Det var også en fyldt sal - der var plads til halvanden hundrede. Bagefter fik vi tapas på en café, og det var en rar måde at slutte en god lang dag på

Psykologisk Institut

Dagen efter skulle vi spille på Psykologisk Institut på universitetet i Madrid. Vi tog afsted i rimelig god tid og ankom til en sal, som vi selv skulle gøre klar til koncert. Men - der stod et flygel! Endda et lækkert et, Yamaha koncertstørrelse. Det var som et Steinway, og eneste ulempe var, at jeg ikke havde haft mulighed for at øve.
Vi gjorde os klar og klædte os om. Salen var tør, men det var okay. Da koncerten skulle til at begynde sad Belens ekskæreste på 17. række, én læste avis på 2. række og der var en, der optog os til Universitetsradioen og en, der delte programmer ud. Vi havde fået at vide, at det ville være lidt sløjt med fremmøde, men alligevel. Da vi var færdige, var publikum vokset til syv. Udenfor mødte vi en klasse, der gerne ville høre os, hvis vi ville spille en gang til.

?Genvej?

Resten af dagen foregik i Madrid, hvor det stod ned i stænger. Belen lavede en af disse berømte genveje, som blev til en omvej. For at dække over det(?) agerede hun hele tiden guide. Nå, det var nu egentlig spændende nok at se den del af byen, som man ellers aldrig ville se.
Dagen efter havde vi ingen koncert, og der blev tid og lejlidhed til at øve! Vi blev alle klippet, og det var der en lille sjov historie ved. Vi fik at vide, at vi skulle være ved frisøren kl. 11.45. Men frisøren havde fået at vide, at der ville komme tre til klipning kl. 12.15, fordi Belens mor vidste, at hun ville komme for sent!

Præsten og baren

Dagen efter var der koncert om aftenen. Vi tog ud til den lille landsby og opsøgte præsten. Han var ikke lige til at finde, men han ville møde i baren kl. 13, det gjorde han hver dag. Flygelet stod i kirken, og jeg fik en nøgle, som jeg skulle give videre til klaverstemmeren. Jeg fik hilst på begge præster, og især den ældste gjorde et varmt indtryk på mig. Det var dejligt at få øvet og kirkerummet havde en kæmpe akustik.
Aftenens publikum var ikke talrigt, men 50-80 mennesker. De var lidt larmende, men ellers var akustikken den største udfordring. Det blev en aften, hvor vi følte, at vi kom til at smelte mere og mere sammen med publikum, som programmet skrev frem. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

Spanien er en del af Europa!

Inden koncerten var jeg i en landlig herremodebutik, hvor jeg fik et lækkert lyst jakkesæt, som siden er blevet beundret meget. Det var ikke rystende billigt, men jeg fik det temmelig billigt. Og så skulle jeg gå hjem og fortælle, at Spanien var ikke en del af Afrika. Spanien er en del af Europa. De kan noget, og de vil noget.
Qua mit franske lærte jeg hurtigt at følge godt med i, hvad der blev sagt. Og spanierne er meget gode til at være vedholdende og understrege, hvad de mener. Det gør dem nemme at forstå. Og så var jeg overrasket over, hvor åbne de var. Man kan ikke andet end holde af dem!