Klaver-Claus

En begyndelse

Klaveret har altid betydet meget for mig. Og af min far og andre blev jeg ret tidligt opfordret til at skifte til orgel. Men det er altså ikke noget, man bare lige gør. Kærligheden til klaveret opstod nok tidligt. De tidligste billeder viser en Claus på et par år, der prøver sig frem ved klaveret. Hvad han spillede, ved jeg ikke. Men det var ikke en lille ny Mozart, der var blevet født. Der er ingen tvivl om, at jeg var musikalsk. (Det, som jeg siden er blevet bekræftet i så mange gange, er medfødt, det er jeg overbevist om).
Det som jeg tydeligst husker omkring klaveret som passion er, når vi som familien Wilson vendte hjem fra vores sommer-Europa-ture, og jeg ikke havde set eller rørt klaveret i mange dage. Så var klokken som regel enten 1, 3 eller 4 om natten. Og så spillede jeg i mindst 3 og gerne 8 timer. Improviserede, spillede efter noder, og i det hele taget nød at være kommet hjem til min gode ven igen.
Jeg fulgte med på familiesommerturene i mange år. Det var en vældig inspiration at se "hele verden", dvs. Europa. Således rejste vi til Holland, Midt-Tyskland, Polen, Østrig, Schweiz, Tjekkiet, Ungarn, Frankrig, Spanien og Portugal.

Komposition

Jeg komponerede også en del ved klaveret. Først rimeligt mærkelige ting, hvor min viden simpelthen ikke slog til - f.eks. starten på en klaverkoncert. Så wienerklassisk inspirerede ting som jeg selv havde fornøjelse af. Engang kom nogle af mine forældres venner til at sige, at det lød godt, det jeg spillede. Og jeg ville så gerne spille hele stykket for dem. Det blev dem måske lidt langt, og min mor bad dem sige fra, hvis det blev for meget. Men de havde tid, og gjorde i virkeligheden mig en stor tjeneste.
Jeg lavede også et par ting, som jeg var stolte af, og et par som blev uropførte. I gymnasietiden skrev jeg for cello, klarinet og klaver i wienerklassisk stil. Det var, før jeg havde begreb om formsans, så jeg blev nødt til at have to sidetemaer for at have stof nok. Melodierne var fine nok, selv om det var klichéer, men formen kunne der udvikles meget på.

En musical

Jeg lavede en musical i Folkeskoletiden. Sangene var holdt i vidt forskellig stil, og jazz-sangene var nok de mest vellykkede. Harmonikken kom godt rundt i krogene, og temaerne blev der ikke hvilet for længe ved. Det mest spændende var tilblivelsesprocessen, hvor nogle idéer var længe om at modnes. Mens andre blev skrevet ned i en fart, og så blev der ikke siden korrigeret ved dem. Melodierne blev indspillet på klaver i musicalen, hvor jeg spillede hovedrollen.
Musicalen kom i stand takket være en af disse engagerede lærere, som der heldigvis stadig er nogle tilbage af i Folkeskolen. Engagement bliver jo ikke værdsat, men nogen har det i sig, og så må det bare ud. Den handlede om en dreng, der kommer fra et alkoholiseret hjem. Det var jo meget sjovt, for jeg kom først sent igang med dens slags unoder. Han forelsker sig i en pige fra et godt hjem, og de beslutter efterhånden at begynde på en frisk sammen.
Og så var der et par bitte-små klaverstykker, som havde den rette balance mellem form, indhold og harmonik.
Sidenhen er jeg blevet spurgt mange gange, om jeg ikke også komponerer. Og det gør jeg ikke. Men selvfølgelig: Hvad er det at komponere? Musik kan jeg godt skrive, men mesterværker må de ægte komponister lave.

Improvisation

Ved klaveret begyndte improvisationen, som jeg siden har draget megen nytte af. Specielt jazz'en, som jeg har brugt som underholdningspianist og i mit arbejde i kirkelige sammenhænge. Den blev også lidt til komposition, men det var klaverklangen, der dybest set fængslede mig. Da jeg skulle beskæftige mig for alvor med teori på konservatoriet i forbindelse med mit organist-studium, var jeg stået af. Det var simpelthen ikke interessant nok. Siden har jeg mødt uendelig (rystende) mange musikere, som kunne have meget glæde af en (langt) større teoretisk indsigt. Jeg er ked af at sige det, for jeg elsker at hade musikteori, men det har faktisk et formål. Blot må jeg sige, at de lærere, jeg selv har haft, kan jeg ikke anbefale nogen!

Festmusiker

Som festmusiker drog jeg først ud til restaurant "Marina"en i Hvalpsund, hvor de havde et gammelt hakkebrædt, som delvist kunne spille. Det var her, jeg begyndte at transponere, fordi nogle af tonerne ikke ville gå op af sig selv. Eller nogle tonearter simpelthen var for falske.
Jeg havde mine spillebøger under armen, og siden noget becifring. Efterhånden skrev jeg kun titler op, og brugte sedlen til at huske, hvor jeg var henne i mit program. Jeg lærte i min tid som festmusiker evnen til at styre et selskab. Lystig musik fik snakken til at gå livligere. Kendte tv-hits bestemte samtaleemnet ved bordene. Og sentimental musik kunne dæmpe humøret, der var på vej op under loftet.
Nogle gange kunne man ikke nå sit publikum. De aftner var altid meget lange. Andre gange kunne man ikke mærke dem. Og så kom de bagefter og sagde, at det havde virkelig været en hyggelig aften og noget godt klaverspil. På et tidspunkt i en enhver fest kommer gæsterne op og fortæller, at de gik også til klaver som barn. Men det holdt de op med, og det har de fortrudt lige siden!
Nogle vil gerne have spillet en bestemt sang. Og der er ingen forståelse for, at den lader sig ikke gøre på klaver (jo, klaveret har sine begrænsninger). Måske kunne den spilles på klaver, f.eks. prøvede jeg engang at lave en trommerytme. Men hvad siger folk - de forstår det jo ikke. Helt ærligt, tænker man så, hvor er abstraktionsevnerne henne?
Der var jo engang, og for enden af den gang var der en pianist, der ikke kunne så meget som idag. Idag er melodien blevet uafhængig af instrumentet, og såvel orgelet, guitaren, klaveret m.fl. kan bruges som akkompagnement til enkle sange.
Jeg blev ved som festmusiker, indtil jeg nu engang var kommet så langt på klaveret, at det ødelagde det fine arbejde her. Så gik den ikke længere, og jeg har stort set ikke spillet til fester siden. Men erfaringen har jeg haft megen glæde af.

Richard Clayderman

Min baggrund for klaveret var Richard Clayderman. Han er blevet berømt for "Ballade pour Adeline". Jeg har siddet time efter time og decifreret, hvad den titel mon betød. Det var der jo ingen i miles omkreds, der kunne fortælle mig! Idag må jeg indrømme, at der er uendelig langt til Chopins ballader - mindst to verdener og syv himle!
Jeg havde flere af Claydermans plader og et par af hans nodebøger. Fordi han var franskmand, ville jeg også lære fransk. En enkelt plade jeg hjemførte fra Holland var en "live"-dobbelt-lp. Engang sagde en mand i radioen, at han gerne ville høre Richard Clayderman spille netop dét stykke, fordi han netop var så fantastisk til at fortolke det stykke. Jeg var solgt: Hvis en mand i radioen kunne sige sådan, måtte det være, fordi Clayderman var et geni. Jeg måtte lære ham kunsten efter.
Siden (mange, mange år senere) så jeg et tysk fjernsynsprogram om og med Clayderman, hvor han fortalte, at han øvede Chopin-etuder hver dag. Det kan jeg ikke komme mig over! Vi så også den eksklusive villa, vovse og volvo samt konen, som var ung og smuk, og må undvære ham mange måneder om året, den stakkel. Men kan han spille klaver?! - Idag narrer han mig ikke længere!

Fællessang

Jeg spillede engang til fællessang på min lokale Realskole, som kommunens elever gik i fra 8.-10. klasse. Jeg havde prøvet det før, men denne gang ville jeg prøve med et nyt akkompagnement. Jeg fik at vide, at det var svært at synge til. Men så var idéen prøvet. Og idag ville jeg selvfølgelig have kunnet gennemføre min akkompagnementsidé.

Polyrytmer som idé

Jeg har længe eksperimenteret med polyrytmer. Og jeg synes virkelig, at det er fantastisk, at to melodier kan sættes igang på samme tid. Men de mødes først langt senere, grundet hver deres metrik. Denne idé begyndte i Folkeskolen, og jeg har aldrig endnu gennemført den, men måske kommer det en dag.

Gymnasiet

I gymnasiet kunne jeg imponere med at have vundet Steinway Piano Festival, selv om det var for svært for dem at forstå, hvad det var for noget. Mange undrede sig over, at jeg kunne mit program udenad, da jeg spillede det til morgensang. Det var niveauet, og det var da også noget.
Ellers medvirkede jeg i musicalen i orkestret, sang i det rytmiske og det klassiske kor. Og spillede trio. Musikken var med, og det var noget skidt, at jeg fik valgt klassisk-sproglig linie. Det har jeg fortrudt mange gange siden.

At øve

Det var svært at få øvet nok i og før gymnasiet, og jeg kunne nok have brugt nogle, der sagde: Øv nu noget mere. Men måtte virkelig høre meget "det larmer", "skal du ikke lave noget andet?" og "kan du ikke finde på noget andet at lave end det spilleri?". Det er jeg ikke ene om. For mig som så mange andre smertede disse kommentarer. Med tiden bliver man hærdet. Man lærer, at de er bare dumme allesammen. Og så har man glæden ved musikken. Øjeblikkene hvor man flyver op i musikkens himmerige.
Det er sandt, at en musiker skal virkelig høre meget, før ørene falder af. Den musikalske dannelse og forståelse er virkelig katastrofal lav i dette land, og ikke kun her. Overalt i Europa klager musikerne over dette, midlerne og argumenterne er forskellige, men klagesangene er konstante. Kun de allermest hårdkogte evner også at nyde "de lyse stunder".
Vi har i hvert fald brug for fagforeningerne, kan jeg forstå. Og DMF - Dansk Musiker-Forbund og er netop to af slagsen, som jeg har haft kontakt med.

Studenterrådsformand

I 2001 blev jeg formand for Studenterrådet på Det jyske Musikkonservatorium, i 2002 havde vi den første "Musikkens Dag". Musikkens Dag handlede netop om holdningsændring. Vi, dvs. de musikstuderende, skulle spille, hvor musikken kunne gøre nytte - stormagasiner, banegårde, mediehuse, institutioner, plejehjem, firmaer, rådhuse og amtsgårde. Det skulle være en medieevent, og det blev det. Pressen tog idéen til sig, og lavede en flot dækning af den.
Reaktionen var vidt forskellig hos publikum. Mange var overraskede, enkelte var sure - det larmede, mange blev glade. Protesten havde virket: I stedet for at komme med demonstrationstog, var vi de glade musikere, der kom overalt, blot fordi vi ikke kunne lade være!
Det blev min lod at organisere dagen med hjælp fra forskellige enkeltpersoner. Det var hårdt arbejde! Jeg har aldrig i mit liv før været så stresset. Konstant tre telefoner igang, og halve aftaler om at ville modtage en musikergruppe klokken det og det. Og tilsagn om at spille fra den og den - nå nej, vi kan ikke alligevel. Og skolen ville ikke give eleverne fri, selv om det jo i virkeligheden gavnede dem - nu skulle det også hedde pjæk, når man var idealist! Stakkels gamle skole!
Jeg må indrømme, at jeg fik ikke spillet meget i to måneder, men så lærte jeg så meget andet! Jeg begyndte oprindelig som studenterrådsformand på afbud. Men med Musikkens Dag beviste jeg mit værd! Og ved vores fredagscaféer som havde skiftende fremmøde, men altid var hyggelige. Studenterrådet blev en del af det gode humør på skolen, og var med til at lave fester.
Jeg var også med i DKL - sammenslutningen af Danske Konservatoriestuderendes Landsråd. DKL er dannet i protest mod de evige og ikke særligt berettigede besparelser, de videregående uddannelser udsættes for. Jeg synes selv, jeg har oplevet, at der hvor det knager mest er på det sociale område: Folk har ikke tid og råd til at være til stede fuldt og helt!

Finale

Klaveret har ført mig til Sverige, Tyskland, Italien, Slovenien og Spanien. Tak for det! Sikke nogle oplevelser!