Diplomeksamen

Vejen til Diplomeksamen var lang og kringlet. Som mange andre kom jeg på konservatoriet uden egentlig viden om den klassiske musik, det europæiske musikliv og musikmiljøet. Til gengæld må jeg sige, at det ved jeg så nu temmelig meget om - efter 10 års konservatoriestudier.
1. år var langt. Jeg lærte at øve på et stykke i flere måneder, som oftest tre. Og jeg havde på fornemmelsen, at det var dét, jeg skulle lære, det år. Timer var der ikke mange af. Og jeg var ikke selv dygtig til at opsøge venner. For at kunne dette, måtte man være kvik i replikken, og det har aldrig ligget til mig. Og man måtte vise sig i kantinen hvert andet øjeblik. Ingen af delene lykkedes, og jeg slæbte mig igennem det år.
2. år var der lidt flere timer, og det nød jeg. Jeg blev bedre, og fik et 10-tal til min 2.-års-prøve. Det var et mærkeligt resultat. Jeg fik ros, men jeg var frustreret: Jeg følte mig uden for mit eget værk. Oplevelsen blev siddende meget længe med noget i retningen af: Hvis det er det her, de vil ha', så er det ikke mig, der skal levere det!
Jeg fik også et 11-tal i hørelære, og det var straks mere interessant. Her var der tale om en prø, som jeg gik op til et år før tid, på opfordring af min lærer, og sammen med organist-studerende Morten Bech. Vi øvede intensitivt i 10 dage, og det gav som sagt pote!
3. år var både et katastrofe- og et dannelsesår. Det burde have været et orlovsår, i hvert fald hvis man selv kunne bestemme, og tage den orlov man behøvede. Selv idag kan man ikke det, og dengang var man også bundet til kun ét orlovsår.
Ovenpå frustrationen over 2.-årsprøven måtte der ske noget. Jeg gik til tysk og matematik, var med som sanger i "Tordenskjold" musicalen i en opsætning på Det Danske Teater, der turnerede rundt i hele Jylland. Specielt var danse instruktøren en stor oplevelse! Hun havde skuespillertalentet i sig. Hun sagde én vigtig ting, som jeg aldrig glemmer: Husk at på scenen kan alt lade sig gøre, man kan dø og genopstå i næste nu, kun det fantastiske er godt nok. Hvordan ordlyden helt nøjagtigt var, husker jeg ikke. Men meningen glemmer jeg aldrig!
Den ene katastrofe var, at jeg øvede mig alt for lidt. Min lærer slog i bordet, og jeg lovede bod og bedring, og det hjalp da også en smule.
Den anden var, at jeg havde pædagogiske fag, specielt at undervise i klaverspil ("begynder- og mellemstadie-for pædagogik"). Det var frygteligt, og jeg havde det skidt i op til to dage før disse onsdage, og mindst også dagen efter. Jeg fik overtalt min modstræbende lærer til at få lov til at gå op et å før tid.
Til eksamen fik jeg 7, og lov til at gå op året efter, hvilket jeg pænt takkede nej til. Jeg var sluppet ud i det fri, og det var jeg jublende lykkelig for.
3. år sluttede med et intensivt samarbejde med violinisten Ida. Vi mødtes på frustrationen over at have studeret i flere måneder, uden at det ligesom var "rykket", var i bevægelse/udvikling. Det blev nogle forrygende prøver, indtil en ikke gengældt forelskelse satte en stopper for prøveentusiasmen. Det var godt det samme. Ida var på det tidspunkt langt længere i sin musikalske udvikling end jeg, og det kan man selv følgelig nemt forelske sig i som ung musiker. 4. år begyndte dejligt. Jeg havde været i Weimar, oplevet Bernard Ringeissen og hans undervisning. Jeg havde øvekløge i fingrene. Og jeg nåede op på ca. 10 timer om dagen, da jeg vendte hjem. Det lyder måske af meget. Men jeg tror nu mere, at det var et kæresteforhold, der gik i stykker, problemer med min bank, for meget larm på kollegiet, mine forældre, der ikke ville akceptere mit valg af studium, og for dårlig kost - der fik mig ned med nakken, end det var de mange timers øvning. Jeg er overbevist om, at jeg øvede fornuftigt - varmede op i mange timer, og "kølte langsomt af" ("fade ud") i slutningen af øvedagen.
Men ned med nakken kom jeg. Jeg kunne ikke spille. Og jeg gik på konservatoriet med alle andre fag end spillefagene. Jeg kunne ikke spise, ikke gå. Pengene slap hurtigt op - dem jeg havde afsat til alternative behandlere.
Efter 4. år havde jeg mit orlovsår, som jeg brugte på at komme mig. I efteråret var jeg igang med at spille orgel til gudstjenester i Fredenskirken, i februar tog jeg PO, i maj begyndte jeg igen at røre klaveret, i sommeren arbejdede jeg i Barnow Byggemarked og på Coca-Cola.


5. år var meget effektivt! Nu skulle alt det forsømte nås. Og jeg nåede det, selv om det ikke var sjovt. Noget var sjovt - bl.a. at øve mig. Jeg stod op kl. 5-6 om morgenen og øvede til ca. middagstid. Så holdt jeg fri resten af dagen, eller mødte evt. op sent på eftermiddagen/tidlig aften. Det var som regel en dum idé, for så kunne jeg ikke komme tidligt op næste morgen.
4. års-prøven aflagde jeg lige efter efterårsferien - med en kæmpe hjælp fra min lærer. Efter maraton-øvningen op til den var jeg træt næsten helt frem til nytåret.
Programmet til Musiklærereksamen havde jeg næsten fået lov til at lægge selv. Det var jeg meget glad for, selv om jeg jo faktisk ikke vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg besluttede det. Og det samme gjorde sig gældende med eksamensprogrammet til Diplomeksamen. Kun var der det meget gode ved Diplomprogrammet, at det var længere stykker. Det gjorde, at man ikke skulle omstille sig så meget, og så var opgaven i virkeligheden lettere.
Da jeg havde aflagt Diplomeksamen, var jeg ikke glad. Jeg var deprimeret. Det havde været et hårdt forløb, og det havde ikke forløst mig. Jeg var ikke blevet lykkeligere. Jeg var blevet klogere på livet. Og det er selvføgelig også noget til en start!