Steinway Piano Festival 1990

  Steinway Piano Festival var en stor begivenhed i mit liv!
En af de store oplevelser var, at jeg lå syg den sidste uge op til konkurrencen, som skulle finde sted i Århus om søndagen. Denne morgen følte jeg mig pludselig frisk. Det var en meget mærkelig oplevelse, som jeg siden meget gerne ville have kunnet forstå på en eller anden måde. Men det længste, jeg er kommet til er at acceptere, at "der er mere mellem himmel og jord". Eller måske skulle jeg forklare det, som jeg senere har beskrevet musikken: Som en blanding af noget legemligt, åndeligt og kombinationen af de to: intuitionen!
I hvert fald er intuitionen og finfølelsen væsentlige områder i musikkens indre liv - det som er anstødssten til den egentlige interesse. I det virkelige, praktiske liv bliver derimod andre parametre vigtige: Evnen til at kunne kæmpe for sin sag.
I kunstnermiljøet og i det professionelle musikliv, på vore arbejdspladser, og desværre også på konservatorierne bliver vi nødt til at kæmpe musikkens sag. Det, som ellers burde være en naturlig baggrund for vores ansættelse og engagement, løber i baggrunden, og erstattes af "fnidder".
"Fnidder" er alle de personlige diskussioner, hvor en eller anden føler sig trådt over tærerne. Du kunne være så fint at undgå disse diskussioner. Men så længe der er mennesker til, vil de også væ der!
Til gengæld står det enhver frit for at gå op i sit arbejde med smittende begejstring. Pas på! Hvis du spreder glæde, risikerer det at smitte!
Alt dette fik jeg en forsmag på ved Steinway Piano Festival.
Jeg havde plaget min daværende spillelærerinde, fru Ørum, om at få lov til at være med. Og året før gik den ikke - jeg skulle så vidt jeg husker bruge hendes underskrift. Men i år gik det. Måske med rysten og bæven, vi havde arbejdet på stykkerne i uendelighed, og jeg havde jo også min skole, som jeg ikke trivedes i, og jeg ved ikke, om jeg havde vist de resultater, hun forventede.
Men på selve dagen var det som at have børnefødselsdag: Den glæde, der aldrig må forlade os mennesker - heller ikke når vi bliver voksne, boblede op indefra. Jeg prøvede at varme op, men det var svært. Og snart kørte vi afsted mod Århus.
Det var lidt af et marked - pianister med deres familier alle vegne. Pianister tenderer til at være et indadvendt folkefærd - og jeg mødte da heller ikke nogen venner her. Men jeg fik bekendte, som jeg siden mødte igen i det professionelle miljø.
Bl.a. husker jeg tydeligt Maren Marie Tange, som sad og øvede på den samme vending igen og igen. Jeg husker ikke, om den sad til hendes prøvespil, men den var i hvert fald forsøgt ind i fingrene!
Da jeg havde spillet, skulle vi hjem, syntes jeg - nu var der ikke mere at komme efter. Men mine forældre og lærere holdt mig tilbage: Det kunne jo være, at jeg fik en lille pris. Jamen, det fik jeg så - første prisen foran to konservatoriestuderende på anden- og tredjepladsen.
Det var jo ikke til at fatte! Og ovenikøbet sagde en eller anden, at alle dommerne havde været enige i deres bedømmelse. Jeg kom hjem med blomster og et lille diplom. Vinderdiplomet herunder var ikke lige så flot udformet som deltagerdiplomet, og det var der en grund til: Det var formålet med Steinway Piano Festival at pianisterne mødtes, og kom ud af deres enspændertilværelse. Blomsterne fik lov til at dø i celofanet.
Et par uger eller måneder senere kom nedenstående brev: Jeg skulle til Berlin og respræsentere Danmark.
Eventyret var åbenbart ikke slut! Klaverfirmaet Juhl-Sørensen, som stod som arrangør, var klar over, at det gerne måtte være en oplevelse for de kommende pianister. Så turen fra Viborg til København til Berlin foregik med fly. Jeg glemmer aldrig det lilleput-fly, der skulle fragte os til Berlin. Jeg troede virkelig ikke, at det kunne have 60 passagerer ombord. Men jo, og vi fik også mad. Nu ved jeg ikke så meget om fly, men det var virkelig en luksusflyver fra Karup af. Og en lækker kaffe! Og flyveturen var så kort, at vi knap nok nåede at flyve lige ud - vi steg og steg, og så faldt og faldt vi. Til sidst landede vi.
I Københavns Lufthavn checkede jeg ind lige bag den anden deltager fra Danmark - Marie Rørbech, som vist var med for tredje gang - og vi fulgtes resten af vejen. I Tyskland dannede vi sammen med to andre en lille kvartet, som var meget medvirkende til at min erindring om turen er så god.
Der er så mange, der har sagt det, og så kan jeg også lige så godt selv sige det: Jeg var fattig dengang. Og det ses tydeligt på mit tøj i kontrast til de andres. Det vil sige: Min tøjgarderobe var ikke tøj fra de franske og tyske modehuse. Men der var ingen fordomsfuldhed. Alle var venner med alle. Og dem der blev mobbet her, var dem der havde ekstraordinære særheder. (Alle musikere er vel et aller andet sted i grunden sære, så her skulle ekstra meget til. Men samtidig blev de så også respekteret for, hvad de kunne - f.eks. flydende fransk eller logaritme-tabellen i en alder af 11 år. Jeg husker ikke tydeligt andet end, at der var nogle genier imellem.)
Vi boede på et af de fineste hoteller i Berlin, og det var en uhørt luksus. Og det sås også ved festbanketten: Bordet var så bredt, at man knapt kunne snakke med ham overfor, som sad to meter væk.
Koncerten var ikke en konkurrence i modsætning til konkurrencen i Danmark, som vi allesammen havde vundet for at kvalificere os til at spille i Berlin. Den foregik i Berlins Philharmonie, som er femkantet. Ingen af os havde fået lov til at øve i fire dage, så da vi endelig fik færten af et par flygler eller tre, blev der øvet rigtig koncentreret.
Jeg var først nervøs, da jeg kom indenfor i den store sal, hvor man stod på en lille scene med folk omkring sig til alle sider. Der var virkelig langt over til flygelet - Steinway nr. 500.000 - et pragtinstrument i henseende til klang og teknik; designet kan man kun diskutere.
Det var også meget mærkeligt at opleve de mange, der havde gode "sponsorer" i ryggen. De fløj til timer i Berlin og Wien, alt efter hvor læreren nu befandt sig. - Jeg arbejdede i Ungdomsklubben "Klubben" i Viborg for at få råd til at komme med. Og det var kun takket være min flinke leder, at det overhovedet kunne lade sig gøre. For der krævedes fleksibilitet af "Klubben"