Barcelona 1997

 

Begyndelsen

Jeg har været i Spanien i foråret 2004 og for temmelig længe siden, ca. 16 år. Dengang var det for at besøge min penneveninde, Anna, sidst var det på koncerttournée med en trio. Trioen kaldte sig Trio Aros til lejligheden, og besætningen var en bratschist fra Spanien, en klarinetist fra Finland og mig selv sagde hunden på klaver.

Togrejse

I 1988 (ca.) rejste jeg alene med mine forældres tilladelse med tog til Barcelona. Undervejs mødte jeg mange søde mennesker, som mest var ældre mennesker. Bl.a. husker jeg tydeligt et amerikansk ægtepar, som bød mig på middag, mens vi kørte gennem de schweiziske alper. Det var smukt vejr, og det var vældig pænt af dem. Jeg husker stadig meget tydeligt synsindtrykket, da vi i en opadgående spiral snoede os op over Alperne.
Meget gik galt på den tur i forhold til min oprindelige rejseplan. Men jeg havde en international køreplan med, som jeg så lagde ruten efter. Værst var det i Spanien ved grænsen, hvor jeg ikke havde en chance for at regne hvilket tog, der ankom hvornår.
Vi havde begået den fejl - min penneveninde og jeg - at vi havde aftalt, at jeg skulle tage et dansk flag med som kendetegn. - I Spanien væltede det ud med danske flag, hvor hun stod for at tage imod. Kun var der ingen Claus.

Taxi

Jeg opgav at finde hende, og traskede afsted mod hendes by. Det blev snart for tungt med kuffert og baggage, og jeg prajede en taxa. Han kiggede vantro på mig, da jeg sagde, at jeg skulle til Verdaguera. Det var langt væk. Heldigvis havde jeg også et postnummer, så jeg var sikker på at komme det rigtige sted hen.
Han var meget sød og ville gerne snakke. Men vi havde ikke noget fælles sprog, så det blev det ikke meget til. På et tidspunkt var jeg ved at slippe op for penge. Jeg sagde, at jeg måtte kigge efter, om jeg ikke også havde nogle udenlandske. Hvad skulle han med udenlandske - han himlede op. Der var torden og lynild i den lille bil. Men den kørte da. Så var han pludselig glad igen. Og dette stemningsskift var mig meget fremmed.
I Verdaguera kendte jeg selvfølgelig heller ikke vejen, og nu lynede og tordnede det igen i den lille bil. Endelig nåede vi frem til adressen, hvor Annas bedstemor tog imod. Jeg tænkte, nu går det galt, så sur han havde været. Men der var ingen sure miner. Han havde fået sig en oplevelse og tjent nogle penge.

En anden verden

Lidt senere kom Anna, og der var mange kindkys. Jeg var meget forbavset. Dette var virkelig en anden verden, hvor man kom hinandens ved.
Hendes forældre var meget påpasselige med, at jeg ikke fik noget, jeg ikke kunne tåle. Så jeg bad om en dag at få lov til at smage rigtig spansk mad. Det fik jeg lov til - Paella - og jeg blev så syg!
Vi mødtes med mange unge, og det blev tit ved til langt ud på natten. De fleste kunne nærmest intet engelsk, så det kunne nemt blive lidt ensomt for mig, der ikke engang kunne spansk. Enkelte kunne noget tysk, så det fik jeg snakket en del.
Vi oplevede også en byfest, hvor de spillede på nogle tygisk spanske larmende trompeter. De hed noget specielt, som jeg ikke kan huske. Der blev kastet med vand, og det var bare så lækkert i de mange graders varme.
Vi var også i Tivoli, i Barcelona (bl.a. La Sagrada Familia) og på Montserrat-bjerget. Alt var trygt og godt. Og når jeg bad om at få lov til at betale, blev der pure afvist - her var jeg gæst. Og jeg frygtede, når hun kom til Danmark, hvor dyrt det ville blive for mig i Danmark, hvor alting er meget dyrere.

Pandekager

Men jeg fik da lov til at lave pandekager til dem. Og de blev faktisk gode. Jeg kunne næsten huske opskriften. Blot ringede jeg hjem for at være sikker på, om der skulle mest sukker eller mel i!