Braunschweig 18.-23. september 2007

 

Børnekorlederkursus i Braunschweig fredag d. 21. - søndag d. 23. september 2007

- med hospitation af det daglige korarbejde fra tirsdag d. 18. - fredag d. 21. september 2007

Indledning

 

Den fjerne kirke er dagens virkelighed: Her kommer folk, når der er begravelse, bisættelse, bryllup og dåb. Vi undskylder os med, at det moderne menneske vil have oplevelser og en kontekst. Ligesom det supermoderne ord her i 2007 oplevelsesøkonomi, har vi også en oplevelseskirke. Spiller vi med alle sanser, risikerer vi at få den levende kirke, og det er ingen slem straf.

Grunden til at jeg begynder her er, at hvis bevægelser er bandlyst, falder en del af forudsætningerne for "Braunschweiger-metoden". Synes man derimod i kirken, at glade børn er en lyst, har metoden også en fremtid her.

Med til den fjerne kirke hører også det romantiske billede af den rød-hvide danske landsbykirke på en lille bakke, omgivet af et stengærde. Det eneste problem ved det billede er, når kirken rykker tæt på. Tænk, hvis den så også har noget at sige!

Igen analogien: Det stille kor, der ikke høres under gudstjenesten, er dem, der er apatiske. Det levende kor er derimod levende. Det kan være sin opgave at holde energien højt i et kor lige efter prædikenen.

Den levende kirke er det moderne mantra. Den levende kirke har det iboende problem, at levende nemt kan betyde ”fyldt med mennesker”. Der er derfor fare for at forveksle kvalitet med kvantitet. Især indenfor så svævende områder som kirken beskæftiger sig med. Men lykkes den levende kirke, kommer både ung og gammel. Og det viser sig, at her er uanede kræfter til rådighed.

Men for medarbejderne er her en stor opgave. De skal vise sig fleksible overfor hinanden, og tilgive når der bliver begået fejl, for det gør der i kreative miljøer.

Dette dokument er et sammenkog af mine 30 sider notater.

 

Personalet


I Braunschweig domkirke går dette nogenlunde. Og det gør det af forskellige grunde: For det første er der en meget stærk organistduo, bestående af Gerd-Peter Münden og Elke Lindemann. De flytter sig for hinanden, støtter hinandens ideer, og har samme dynamik. Et godt eksempel er, at jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget. Og Elke svarede, at det kunne jeg ikke, for hun havde ikke selv noget overblik endnu.

Elke er gift med Jürgen og har en lille dreng. I december får de endnu et barn. Hun springer og hopper rundt med den store mave. Jürgen er sanger og underviser mange fra kantoriet. Det er med til på samme tid at give ”lærer-kollegiet” en sammenhæng og en åbenhed. Her er plads til, at nye kobles på og andre kobles af i perioder. Og det er f.eks. nødvendigt, da Elke ikke arbejder på fuld tid (selv om det virker sådan), og gradvist går ned i tid, som terminen nærmer sig.

De 3 domkantorer har bl.a. Pia Kühne som medhjælp, som har en halvtidsstilling som organist i området. Og Anna på 16 som er medlem af ungdomskantoriet, er vokset op sammen med korskolen. Hun er storbarmet og mor indeni, og hun elsker de små børn, og derfor er hun også en god underviser for dem. Og så er der en KFUM-pige, som jeg ikke fik navnet på, men som hjælper til, hvis alt andet ramler. Hun er kraftigt bygget, smilende og har lige fået et kor i en katolsk kirke.

Så er der kirketjeneren, som er med onsdag aften sammen med en flok forældre til at stille scene op, og på den måde spiller med i kirkens liv. Han er stolt over, at der sker så meget i hans kirke. Scenen står og dækker alterpartiet og kirkens kæmpe gulvlysestage i ca. en uge. Og det må siges at være flot, at kirken tillader det. Og ifølge kirketjeneren tillader kirken det, fordi de er gode til at planlægge i Braunschweig.

Kirketjeneren har en række stoleopstillinger, hvor organisterne krydser af, hvordan de vil have det. Har han ikke stoleopstillingerne senest 48 timer før arrangementet, får han stress. Og så kan han ikke være den venlige mand, han gerne vil være. Det betyder, at organisterne i en række tilfælde må overbooke, og at der måske engang imellem bliver opstillet for mange stole.

Kirketjeneren har også en medhjælp.

Der er to kordegne, som bliver understøttet af diverse militærnægtere, som er gamle korsangere, der er blevet hængende. De arbejder ca. et år, indtil de skal i gang med at studere. Der er også en kordegnemedhjælp.

Og så er der en rengøringshjælp, som ligner en fotomodel.

Der er tre præster og en præstemedhjælp. Jeg mødte ingen af dem, men tværtimod en kvindelig præst omkring de 40, som var meget sympatisk. Derudover kommer der i løbet af ugen præstekandidater fra pastoralseminariet til andagten hver eftermiddag kl. 17. Denne andagt er barberet ned til et meget lidt organistkrævende ritual: En salme (uden sang) - tekst - prædiken - en salme (uden sang). Der kommer rigtig mange til andagterne, som ligger strategisk i forhold til indkøb, afslutning af arbejdsdagen og lige inden maden med børnene. Så det er ikke kun de gamle damer, der fylder op på stolerækkerne.

Den ene præst er ikke så vellidt. Han er egentlig et menneske, der vil have orden i tingene. Men intet må gå galt, og så er der jo ikke mange chancer i den levende kirke, hvor unge mennesker er byggesten, og der derfor uvægerligt må gå det ene og andet galt. Så er den ene ikke mødt til prøve, den anden er blevet syg, den tredje kan ikke sin rolle ordentligt alligevel, osv. Enhver der har prøvet at organisere store arrangementer med mange medvirkende ved, at man før eller siden selv står og læser en af rollerne op til prøverne. Uanset hvor mange backups man havde.

Og så er der den tredje organist, som er lidt tung i det. Han er i grunden en venlig mand, men han ejer ikke de andres dynamik. Børnekor er heller ikke hans stærke side, men som akkompagnatør ved Domkirkekoret er han i sit es. Han er derfor efterhånden blevet kirkens organist, mens de to andre og deres medhjælpere står for korarbejdet. Tilbage for ham er blevet administrative opgaver, orgelspil og drengekoret.

Om søndagen viste han på forbilledlig vis, hvordan en korprøve ikke skulle holdes. (Desværre ikke med vilje). Og 75 korledere sad og led sammen med de stakkels drenge. (Strategisk og for kurset ganske heldigt var denne demonstrationskorprøve den sidste i en ellers ufatteligt vellykket kavalkade. Hidtil var vi blevet præsenteret for en idérigdom af dimensioner. Og efter flere af prøverne fik vi at vide, at her havde koret præsteret dette og hint for første gang. Det synes jeg var prisværdigt modigt af korlederne. Men omvendt kunne de drage fordel af det kick, som en åben prøve havde for kormedlemmerne: ”Se alle de kordirigenter der er kommet for at høre netop jer synge, og de er kommet langvejs fra!” - Og det var jo ikke helt løgn.

Witold er polak, men har boet i Tyskland de sidste 14 år. Hans accent er umiskendeligt udenlandsk. Og jeg gættede på, at hans manglende indleven i børnene skyldes, at der stadig er en del, der skal oversættes. Men det er gætværk, for en god korprøve kan være mange ting. Han kan jo også bare have været uheldig. Nogen klokkeklar fiasko var det heller ikke.

 

Bygninger


Af bygninger råder kirken over den store domkirke med orgelet i den ene ende og alteret ca. midtvejs i kirken. Bag alteret er en kuppel og bag kuppelen et egentligt kor, hvor der også holdes morgenandagter. I det der engang for ca. 30 år siden må have været præsteværelse, er der idag korsal med plads til ca. 90 voksne eller ca. 130 børn. Det er en ideel sal med en passende efterklang og bænke som i et amfiteater i 5 niveauer. Salen er 5 år gammel og kostede en anselig sum. Men pengene har været givet godt ud, har det vist sig.

Jeg oplevede også domprovsten, som viste en delegation fra ministeriet i Niedersachsen rundt. Det var en oplevelse, og jeg kunne ikke blive træt af at betragte disse diplomater i deres besøg i helligdommen. Til deres ros må jeg sige, at de var et medlevende publikum. Både de få elegante kvinder, de mange jakkesæt, og de enkelte outsidere, hvortil jeg så vitterlig også hørte med mine jakkesæt ca. 700 km borte.

Domprovsten var et levende og engageret menneske, som desværre ikke længere har tid til at være ansat i domkirken. Men han fortalte om den store syvarmede gulvlysestage, som nok var jødisk, men også havde blade jævnt fordelt, fordi den også var livets træ. Om den ortodokse præst, der havde stået midt i kuplen, for her var der rigtig godt at bede. Om kalkmalerierne og kirkens krucifiks, som ikke viste en lidende men en sejrende Kristus. (Ét af de få). Og som man kunne se hænge frit i luften, hvis man stirrede længe nok. Den er god nok, det virkede også for mig.

Kirken råder også over Domplatz 5, hvor der er menighedslokaler på 1. sal, kontorer på 2. sal og beboelse på 3.-5. sal.

Papenstieg 2 ligger lige rundt om hjørnet og indeholder 3 etager med lagerplads til de mange kostumer og musikrum, hvor især de små grupper fra 4-6 år holder til. Her er der lokaler med en tavle (whiteboard), skamler og skoleborde, der passer til de små ben. I skabene er der små xylofoner, som forældrene lejer på årsbasis.

På væggene i Papenstieg 2 er der nogle fantastiske fantasifulde billeder, som den tidligere organists kone har malet. Hun var arkitekt (og kone nr. 2). Hun var noget af en drage, som drog den venlige mand til sig. Men når hun har kunnet tegne så fantasifuldt, har hun også besiddet en pæn portion charme.

For at synge i et af korene skal man være medlem af foreningen ”Sangskolens Venner”. Det koster mellem 130 og 650 kr. om året, alt efter hvad man kan betale. Det har været vigtigt for domkirken, at der ikke var en social gruppe, som blev afskåret for synge af økonomiske årsager. Men endnu en grund til den store succes er prisen sammenlignet med almindelig musikskole.

Da Domkirkekoret efterhånden er vokset til 120 mand (voksne - 4-stemmigt), har man været nødt til at leje endnu en sal - på KFUM-hotellet. Det ligger rimeligt centralt, og det er langt nemmere at komme til at parkere her end i midtbyen omkring domkirken. (Hvor det er for dyrt!)

 

Introduktion til sangskolen


Sangskolen er jo en succes af rang - også i det store Tyskland. Ingen andre steder har man formået at få så mange til at synge i kor. Det er nu en tradition, at korskolen er så stor. Og det er begyndt under den foregående organist, Helmut Kruse, som kom til en domkirke med 14 sangere, og forlod den med en kæmpe korskole. Herudover havde han også et consort-ensemble, som han var meget optaget af. Men det nuværende hold af kantorer har ikke fundet interesse for ensemblet, som derfor har lidt en stille død. Bl.a. synes de, at det er nemmere at bruge kor i alle mulige sammenhænge. Og her i marts 2007 har domkantoren stået for et meget succesfyldt kirkeskoleprojekt med 27000 skolebørn. For sangglæden er vigtig. Og jo flere der synger, jo flere går til kor, og jo højere bliver standarden. Det er ikke altid, at vejen til kvalitet går gennem kvantitet, men det kan så afgjort være en vej. Og det er helt sikkert en smertensgrænse nedad. For hvis det at synge er for lidt udbredt, bliver det svært at få gang i sit korarbejde.

Da jeg kom om tirsdagen, var der ikke styr på kurset. Og Elke og Witold morede sig over ironien: ”Die Braunschweiger Metode” er, at man ikke har styr på, hvornår man skal hvad. Og det er ikke helt løgn.

En af baggrunden for domkirkens voldsomt store succes med ca. 800 sangere i alle aldre er, at alle føler sig velkomne. Her er ingen sure miner. Der tales ikke så meget om respekt for hinanden, fordi det er en selvfølge.

Men der går meget galt, og der tages også mange chancer. Og når det sker, bliver det hele en smule stresset. Og så sætter organisterne sig ned og finder ud af internt, hvad der er smartest. Og så forløber alt godt igen.

Der tales om afslappethed i domkirken, og det er ikke et sundhedstegn. Det til trods vokser aktiviteterne og sangskolen.

 

Korskolen


Korskolen er delt op i mange hold.

De små børn fra og med 4 år er 15 pr. hold. De har 45 minutter hver. De spiller på xylofon, sidder på små skamler i en kreds og ved små skoleborde. De har også en tavle til rådighed. I Braunschweig er de mest vilde med whiteboards.

Piger fra 7.-9. år har deres eget kantori eller kor. De har 45 minutter. Efterhånden som de bliver ældre, bliver bevægelserne, som korlederen laver, færre. Og de udfordres mere med deres hoveder.

Drenge fra 7.-9. år har deres eget kantori mandag eftermiddag.

Drenge og piger fra 10.-15. år går i ”Kurrende” - det er det sværeste kor at have. For her er så mange forskellige fordringer. Børnene udvikler sig hurtigt. Læg mærke til, at drenge og piger igen er samlet.

Fra 13-25 er der ungdomskantoriet, som har soloundervisning, 2 timers korprøve ugentligt + stemmerprøver. Uden den årlige udlandsrejse fandtes ungdomskantoriet ikke. Der er p.t. på 90 unge med.

I ungdomskantoriet læser kun 60 % noder, men alle kan læse fra bladet, fordi de kender solmisationen og ved, hvornår det går op, og hvornår det går ned.

Ialt har korskolen ca. 500 børn og unge pr. uge.

Domkirkenkoret har p.t. 120 medlemmer. Aldersgruppen er fra 20-80 år med hovedvægt på de 40-60 årige. De synger kantater og foretager også rejser. Koret er også en slags medhjælpere i forbindelse med indkvartering af de mange kor, der jævnligt gæster Braunschweig domkirke.

Væsentlige forhold der medvirker til at holde korskolen i live er øveweekender, og store opsætninger som musicals og udlandsrejser.

Det er vigtigt at få en fornemmelse af energien blandt børnene. Hvis de virker trætte, må korlederen lære at motivere dem. Er der for meget energi, må man give dem en opgave, der er for svær.

Man kan mærke i korskolen, at kormedlemmerne er vant til kontakten med korlederen. De er vant til at blive set og hørt og vurderet. Specielt med de store i ungdomskantoriet gør det sig gældende. De er stolte af, hvad de kan.

Børnekor er en omskiftelig størrelse. De kan hurtigt vokse, og de kan hurtigt svinde igen.

Manglende muligheder og for mange restriktioner er direkte modarbejdende for det gode korarbejde. I Braunschweig er det vigtigt, at alle optræder så meget som muligt. At børnene føler sig velkomne, trygge, og føler at der er plads til dem. Man kan ikke lave kor og have dem nede i et hjørne, hvor de ikke bliver set. Eller det kan man godt, men så får man ikke en korskole som i Braunschweig.

Indspiller man på bånd/cd, har børnene mulighed for at lytte derhjemme. Og børnene elsker gentagelsen (langt mere end forældrene gør). Og så kan børnene have deres stereoanlæg på værelset og få mange gode timer til at gå der. Det er en relativ ny mulighed, at alle, selv børn, har et stereoanlæg. Og at det er så relativt nemt at overføre musik fra computer til cd. (Her har de unge organister så afgjort en fordel, da de er bedre bekendt med de tekniske muligheder).

Jeg synes, at mange tyske sange har uregelmæssigt metrum. Det er egentlig meget rart, fordi det er sangmæssigt naturligt.

 

Om kantorerne

 

Om Elke

I virkeligheden er det hendes magi. Hendes metode er, at hun finder noget i sangene, som hun selv begejstres voldsomt af. Det kan f.eks. være ”... og Jonas slumrer i sin søde søvn” - ”...und Jona liegt da schön und pennt”. Hun formår at lade sin begejstring smitte.

Billeder er hun gode til at finde og udvikle på. F.eks. ”Segen” - velsignelse. Det må være et ordspil med et sejl. For hun snakker om himmelen over os, som beskytter os. Og hun får os til at forstå, at Gud er god og kærlig. Han beskytter os og trøster os, og derfor tror vi på ham. Og hans velsignelse er vores buffer udi livet, som giver os kraft til at stå imod, når problemerne kommer anstigende. Alt dette får hun ud af ordet ”Segen”. Og hendes pædagogik er, at hun aldrig overstiger børnenes ordforråd, og hun gør dem trygge.

Når hun synger på den forkerte måde, griner børnene. Og det er en af hendes metoder til at få dem til at synge ordentligt.

Hun har også fået de helt små hold igang (fra 4 år).

Under en samtale med de 7-årige sagde én af pigerne: ”Min far mente, at man skulle bruge mindst 3 måneder til at få lært disse 3 sange. Vi havde lært dem på 3 uger”. Og grunden til at de havde lært dem så hurtigt, var Elkes tegning med tændstikmænd. Denne tegning har jeg fotograferet, fordi det er et pædagogisk mesterværk. Og det forklarede den lille pige jo også.

Hver linie havde fået sin tegning. Og det er forbløffende, hvor meget børnene kan huske. Ser de en flok røvere med tørklæde for munden, kan de nemt huske, at linien hed ”kom der en røverbande”.

Jeg kunne ikke komme mig over, at hun sagde til en af de små 8-årige: ”Du kom jo kun en halv time for sent, det kan du ikke gøre for”. Det synes jeg var ret sjovt, når timen kun varer 45 minutter. Men hun fortalte, at forældrene kan finde på at lade børnene stå udenfor. Og så gætter børnene ikke af sig selv, hvilken dør de skal gå ind ad (om de nu må osv.)

Elke er meget tålmodig med udisciplinerede og uopdragne børn. Der skal meget til, at hun sætter sig igennem og trækker en grænse. Det er i regelen heller ikke nødvendigt for hende.

”Korsangerposition” siger hun, når holdningen blandt korsangerne er for slatten. (Chorsängersitz).

(Provokatører:)

Vi kommer alle ud for børn, der har behov for at blive set, og derfor bliver stående, når alle andre sidder osv.

Først talte Elke til 3, og så skulle alle sætte sig. Men provokatøren var jo ikke blevet set endnu.

Så skulle alle sidde skævt i laaang tid.

Da Elke talte til 3 igen, var provokatøren blevet set, og hendes (provokatørens) våben var nu alles, og hun havde tabt det psykologiske spil.

Denne ”leg” kan godt tage 5-10 minutter og er helt nødvendig. Men gentager den sig, må man jo gøre noget.

Det er også rart, hvis korsangerne synger solo mindst en gang pr. korgang. Hvis de ikke tør, og det gør de 4-årige ikke, må korlederen hjælpe til og huske at rose. Nogle tør, og de kan så være forbilleder for de andre.

I forbindelse med toner på tavlen, lavede Elke også nogle, der var udfyldte - de var uægte, og det var pauserne.

”Syng, som om I var 25, som I er til hverdag!”

”Som I kan se, er der mødt 75 voksne op for at høre, hvor fantastisk I kan synge. I skal bare lade som om, de ikke er der.”

For første gang lørdag d. 22. september lærte de 9-årige en sang efter noder - på den grundige måde. Først klappede de rytmen (men inden da gjorde Elke opmærksom på, hvor der var nogle udfordringer). Så sang de melodien med solmisation. Så tog de teksten med fakter.

”Kan I alle skrige, alt hvad I kan på én gang - når jeg siger til?”

(KFUM-pigen:)

Da jeg kom om tirsdagen, skulle hun prøve at give gode råd til en organist, der lige havde overtaget et kor på 15 børn i alderen fra 6-16 år i en katolsk kirke på landet. De havde 45 minutters undervisning og plejede at have en pause midtvejs, hvor de fik en sodavand. Organisten var en typisk glad og trivelig KFUM-pige, hun kunne være 22 eller 35 - og hun havde let til smil.

Selve den slags kor er næsten en umulig opgave, fordi fordringerne er vidt forskellige, når gruppen spænder over så store aldersforskelle.

Organisten ville fokusere på, at de små børn trækker vejret naturligt. Og atomer (eller plankton) i vandet bliver langsomt levende. Blæse stearinlys ud. Kendt stof først hen ad vejen, begynde med nyt stof, mens koncentrationen er høj. Henvise til næste gang, de skal optræde. I stedet for pausen midtvejs kan man lave en lille klappeøvelse, så børnene oplever afveksling i undervisningen. Det er bedre end en pause, hvor man risikerer, at ”luften går ud af ballonen”. Opfordre til solosang.

Det lød altsammen fornuftigt, mente Elke.

Organisten kiggede kirkens børnekorssangbog igennem - der var ikke mange, der kunne bruges, mente hun. Det var Elke ikke enig i. Og jeg må sige efter denne uge, at det handler rigtig meget om holdninger og muligheder og kreativitet og åbenhed. Børn kan næsten lære alt (hvad der er overskueligt i længde og tilpas udfordrende). Men det er så afgjort ikke alle korledere, der kan få børn til alt. Hver korleder må vælge, hvad han/hun føler sig hjemme i. Det er det eneste, der duer.

Pigerne er rigtigt glade og griner af alt, f.eks. når Elke synger på en vrængende og sjov måde. Og fordi Elke er fuld af energi, bliver børnene det også. Og det er en af hendes metoder.

Man må lade sig inspirere. Noget kan tillæres, andet ikke.

 

Om Gerd-Peter

Mange siger, at enten kan man undervise, eller også kan man ikke. Her kommer der eksempler på metoder, man kan bruge, hvis man føler sig på bar bund. Gerd-Peter er selv sådan en type, der er mest kreativ ud fra et materiale.

Og derfor har han skrevet ”Kinderchorleitung”, som er udgivet på Strube Verlag for ca. 20 år siden. Det er et lille hæfte med et koncentrat af stemmetræning for børn, de forskellige aldre og deres fordringer, og eksempler på en vellykket kortime og fantasifulde opvarmningsøvelser. Indenfor det næste år kommer nok efterfølgeren, når GP får tid til at få det hele skrevet. På kurset fik vi et par sider fra bogen, som den ser ud nu.

GP har undervist de to andre kantorer og er idémand til alt, hvad der foregår i korskolen.

I begyndelsen da han lige var blevet ansat i Braunschweig satte GP igennem, at kormedlemmerne skulle synge højere, end de var vant til. Det var der selvfølgelig mange protester mod. Og alle ville pludselig holde i korene. Men de blev, og de lærte at synge i det høje leje. Til gengæld er der ikke så mange, der kan synge i det lave leje. Men det kan de jo lære alle andre steder, eller åbne for pop-radioen.

I Braunschweig er det lykkedes at skabe en stor og velfungerende korskole. Og det lykkedes også at komme fra den tidligere korleders metoder til GP's.

”Og når de ikke sidder og hvisker og tisker, synger de rigtig pænt”.

Den måde at lave kor på, som de bruger i Braunschweig, er en direkte udlægger af, at GP (for ca. 20 år siden i Minden) legede med børnene, for at få løsnet stemningen op og få kreativiteten frem. Intentionen var god, men resultatet var dårligt, fordi de lege, de legede, kan man lege alle steder. Og dermed svinder en del af motivationen for at gå til kor. Men med legene omkring rytmer, toner og harmonier og bevægelser til salmerne opnår man, at en del af det svære stof kan leges ind i børnene, og forhåbentlig danner grundlag for en rigtig sund sangermæssig udvikling.

GP er en mester i at mærke, hvor kritisk man kan tillade sig at være over for den enkelte. Jeg spurgte ham, om han altid havde haft nemt ved at forstå børn. - Ja, sagde han, for jeg er selv et barn. Specielt da han demonstrerede individuel stemmetræning, blev det tydeligt.

Og det er en god evne, hvis man kan skelne mellem, om enkelte børn skal have ekstra opgaver eller ikke kan klare, at man er for kritisk.

Han er også en mester i at speede korets energi op eller ned.

I forbindelse med at vi selv var til prøvetime, var der en ung mand fra Lüneburg. Han havde en vældig udstråling og en dyb stemme. Han var et helt igennem rart menneske, og børnene har helt sikkert følt sig trygge ved denne onkel-type. Men han kan også virke for voldsom. Han er høj og med den kraftige stemme, kan han virke frygtindgydende, uden at det nogensinde har været hans intention.

En ung pige omkring 25 var sød og fantasifuld. Hun havde forberedt sig godt, havde gode billeder og fakter. Men hos hende var det ikke specielt tydeligt, hvornår vi og hvornår hun skulle synge. Det man helst skal undgå er at sige: ”Stop, nu er det mig, der synger”. Det gælder om hele tiden at befordre børnenes motivation. Så hvis man kan vise det på en organisk måde, er det rigtig godt - f.eks. med håndbevægelser mod koret eller mod korlederen.

GP er en af de få A-organister, som næsten kun er kantorer. B-organister svarer ca. til vores PO-stillinger. Og C-organister til vores kirkemusikere.

- Florian orgelstuderende fra Bayern: ”Han er vel vores største børnekorlederikon”.

GP nyder selv de store opsætninger. Han skriver musikken til musicals, er god til at organisere og finde de rigtige folk til de rigtige opgaver. Og han nyder at have folk omkring sig.

Den slang der præger korskolen er også hans. Den er også tysk, men f.eks. hedder Jugendkantorei Juka.

 

Om Pia Kühne

Pia er lidt tung i det. Men specielt på kurset demonstrerede hun, at hun kan få børnenes fantasi vakt. Hun lavede bl.a. ”Jeg hedder Claus - og min yndlingssport er cykling.” (Hvor man går op på Claus og cyk - og ellers reciterer på den samme tone). Eller ”Jeg hedder Claus - og idag fik jeg ost og hamborgryg til frokost” (Hvor man går op på Claus og hamborg). Denne øvelse går nok ikke til børn over 6 år. Man reciterer i primer og går op på en lille terts.

 

Om Witold Dulski

Witold er fra Polen og har boet i Tyskland i 14 år nu og netop blevet gift. Hans accent er tydelig, og jeg tror også, at han skal omkring et par barrierer, inden han bliver børnepædagog. I hvert fald led samtlige 75 kursister, da han underviste drengekoret (ca. 10 år). Det var upædagogisk. Og han prøvede hele tiden at vække børnene ved at sige ”Vågn nu op, I kan da ikke være så trætte en søndag formiddag kl. 10!” De var nu heller ikke trætte. Men de forstod ham ikke, og han kom dem ikke i møde. Klimaks var, da han sagde: ”Nu skal I have en sang, der rigtig passer til jer: En godnatsang”. (- Åh!, sagde damerne på bageste række).

Han kom dog lidt igen, da han delte holdet op i to. De skulle så konkurrere mod hinanden om, hvem der var bedst til fakter. Og hvert hold havde valgt en kaptajn, som skulle stå i spidsen for sin gruppe og vise for. Kaptajnen gik på skift.

 

Aktiviteter


Her kommer en gennemgang af essensen af korskolen. Udgangspunktet er, at det skal være sjovt at gå til kor, uden at det også betyder, at det hele går op i kage og pauser. For de yngstes vedkommende gælder, at hver enkelt aktivitet varer meget kort tid, kortest for børn fra 6-10 år. De helt små skal have tid til at føle sig trygge, og de skal roses rigtig meget.

Fra 6-10 år begynder børnene at føle, at de kan noget, og de har meget glæde af, at hver aktivitet kun tager ca. 5 minutter. Jeg var selv overrasket, da jeg kiggede på klokken, for jeg følte mig også virkelig godt underholdt, da jeg kiggede på Elkes undervisning.

Fra og med 15 år er det ungdomskantoriet, det gælder, og her er undervisningen meget traditionel. Men der var to ting, der var væsentlige: I opvarmningen øvede de f.eks. treklange. De får en tone og én sanger skal finde kvint, den næste terts. Det er en passende svær øvelse for mange. Og så får de rigtigt treklangen ind som grundlag for det meste musik. Og de lærer at intonere ordentligt.

Og den anden ting var, at instruktionen til koret var meget enkel: ”Her skal I synge en punkteret fjerdedel i stedet for den halvnode, der står, og synge ”t” på ottendedelens plads. Der kom på intet tidspunkt vage udmeldinger. Korlederen kan godt blive i tvivl, men Elke var god til, at det hun sagde, ikke var til at misforstå, og der var heller ikke for mange beskeder.

Hele systemet er enkelt, men det virker kun, når det sidder på rygmarven. Man skal som korleder lære at tænke lidt anderledes.

Til at udvikle barnestemmen er glissando-øvelser gode. Og fra diatoniske skalaer til glissando-øvelser er der i forvejen ikke langt. Så hvis skalaer er udgangspunktet, er glissandoet måden at lære børnene at omgås de højere stemmelejer på. Og blive bekendt med stemmelejeskift.

Store stemmer er sværere at arbejde med end små (fistel-)stemmer. Det er de både for børnene selv og for korlederen. Det at kunne få en stor masse i svingninger, og især at kunne slanke den, så den kan udvide ambitus opad. Det bør man være opmærksom på, hvis børnene skal kæmpe ekstra meget, så man kan lette deres arbejde.

Skalaen er grundlaget for alle melodier i kortimerne. Omkring kvint evt. oktav, og evt. med indlagte tertser.

Uro skal man løse i forlængelse af børnenes fantasiverden. Hvis de prøver at være en kænguru, der springer højere end alle de andre, så prøv at udfordre dem - ”hvem springer højest/lavest”.

 

1) Noder på tavlen

Elke tegner en høne på tavlen. Hønen har en snabel. Der hvor næbbet står på nodesystemet ligger c. I solmisationssystemet hedder det do. Do-Re-Mi-Fa-Sol-La-Ti - efter en gammel latinsk remse. Fordelen ved solmisationssystemet er, at det faktisk er mindre abstrakt at sige Do end c. Og man rykker rundt på Do på skalaen uden at børnene opdager det. Dette er også specielt vigtigt, fordi et barn, der ved, at det nu synger en meget høj tone, kan ikke. Mens det barn der ikke ved det, kan.

Når børnene har set Hønen, visker Elke hønen ud, så der kun bliver næbbet tilbage. Næbbet er et ”<”-tegn, og det er nøjagtig så stort, som afstanden mellem to linier i nodesystemet.

Hun tegner derefter en lille melodi på ca. 10 toner. Den begynder og ender på Do og har et spring indbygget. Men mest brugte intervaller er så absolut prim og sekund. F.eks. Do do do re mi sol sol mi re re do. Eller Do do re re fa fa fa re re do.

Efter én eller to gennemsyngninger, kommer hønen igen til syne - i hvert fald i børnenes bevidsthed. Den har nu forvandlet sig til en ”nodespiser”, og der er noget eventyrligt over dette, som taler til børnene. Der fjernes noder i 3 omgange. Først fjernes noget hen mod slutningen, så i begyndelsen, og så i midten, og man bliver ved, til alle noder er væk. Det er forbløffende, hvor meget børnene kan huske.

Det er lidt en kunst at omgås nodespiseren fornuftigt. Visker man det forkerte væk, får man det forkerte resultat. Man må lære at gøre det organisk, som en melodi af Palæstrina.

Ligeledes kræver det også omhu og omtanke at lave pædagogiske melodier. De balancerer nemlig på knivsæggen mellem det pædagogiske og det kunstfærdige. Faldgruberne er uhensigtsmæssige spring, uorganiske melodier og overpædagogiske melodier, der er for langt fra virkeligheden og for abstrakte.

Og det er så afgjort Elkes fortjeneste, at det er så underholdende at opleve.

I Braunschweig bruger de Waard som oplæg til solmisation. Alternativet til Waard er Kodaly, men mens Kodaly er mere abstrakt med bevægelser ud i luften, er Waard kropsnær. Do er maven, Re er brystet, Mi er hagen, Fa er næsen, Sol er panden, La er håret, Ti er en pegefinger op i luften, Do er en vandret hånd over hovedet.

Børnene synger melodierne igennem sammen med tegnene.

 

2) Rytmer på tavlen

Her optræder igen hønen. Elke tegner den godt nok ikke, men børnene kan sagtens huske den.

Der er ca. 3 4/4-takter med enkle rytmer. Her optræder kun 4.dels-pauser, 4.dels-noder og 8.dels-noder. De hedder hhv. ssh, da og di-di. Længere noder hedder daj. Det er vigtigt, at der også er aktivitet i pauserne. Efterhånden ryger ssh-lyden og bliver erstattet af den velkendte pegefinger foran munden med sammenbidte læber.

Langsomt spiser hønen af rytmerne, og nu optræder konkurrence-elementet, som børnene er virkelig meget optaget af. Alt efter hvor mange gange hønen spiser, gives der point. Børnene får point, når de laver alt rigtigt (ikke være alt for kritisk!) Korlederen får point, når børnene laver fejl.

Er holdet dygtigt nok, kan det deles i 3 grupper og lave rytmerne i kanon. Problemet for korlederen kan være at kontrollere 3 grupper på én gang.

Igen skal man lære at få nodespiserhønen til at være organisk. Og man skal også tilrettelægge rytmeforløbene efter børnene. For de små og nybegyndere er en takt rigeligt svært at holde styr på. Men når de har fattet princippet, er 2 og 3 takter gode udfordringer. Længere er der ikke nogen grund til at lave det, da de fleste fraser ikke er længere end en vejrtrækning i den virkelige verden.

Pia Kühne kom til at lade nodespiseren spise de forkerte noder, og straks opstod der forvirring blandet børnene. Det er selvfølgelig ikke så godt, fordi korlederen så er nødt til at gå ind og hjælpe ekstra meget. Og i en konkurrencesituation tager det en del af spændingen. Det kan dog være en god idé i den situation at indrømme sin fejl.

 

3) Domino-melodier

Melodierne er ganske korte, på de mindste hold kun én tone, på de næste to og fra 10 år ca. 3 toner. Børnene opfordres til ikke kun at vælge det samme lille motiv. Man rækker fysisk tonen fra den ene til den næste. De små har svært ved at fatte systemet. Men et år efter har de efterhånden lært det.

Hvis holdet er for stort, mister de første nemt koncentrationen, mens dominoen går rækken rundt. Men det er til gengæld et vigtigt element, at kormedlemmerne udtræder af fællesskabet og bliver synlige. Hvis holdet er for stort, kan man roligt dele det. Ca. 15 er passende.

Det var specielt fantastisk at se de 8-årige give deres tone videre, som var det en kostbar juvel.

Mange vil vælge en melodi, som andre har konstrueret tidligere i forløbet. Det er naturligt, og det gjorde jeg også, da jeg ikke er vant til at improvisere på denne måde. Dog må korlederen gribe ind, hvis den samme melodi optræder 3 gange i træk. Ligeledes hvis melodierne hele tiden ligger i samme toneleje. Det er vigtigt, at kormedlemmerne også tager udfordringen op. Og gør de det ikke af sig selv, må de hjælpes på vej.

 

4) Domino-rytme

Det samme som ovenstående. Rytmerne er af en takts varighed for de smås vedkommende, og af to fra og med 8 år. Den ene takt i den ene side og den næste i den anden side hen mod naboen. Når det fungerer, skaber det en god kontakt børnene imellem. Her må de små hjælpes på vej. Og de skal huske at kigge hinanden ind i øjnene og sende rytmen direkte til deres sidekammerat.

 

5) Rytmer som opstilling

Man kan let forme en fjerdedel, to ottendedele og en fjerdedelspause. Børnene står hhv. alene, med armene om hinanden eller med hånden for munden. Resten af holdet klapper rytmen.

 

6) Salmer og bevægelser

Kunsten at finde de rette bevægelser til at indlære en tekst gjorde vi meget ud af.

Man finder hurtigt ud af at forme en rose med hænderne. Lige så at pege på Gud i himlen, forme hele jorden osv. Men herefter gælder det om at finde tegn, som befordrer indlæringen. Det drejer sig kun om tekst. Og melodierne angribes som ovenstående med rytmer og melodier. Men generelt er børnene meget hurtige til at fange melodierne.

En frase af gangen er passende, herefter to og så hele sangen. I Braunschweig er de glade for

1) man synger for

2) man spiller med

3) man fortæller om et ord i teksten (for at aflede børnenes opmærksomhed) - efter en kort snak kører man igen på med frasen

- man gentager punkt 3 indtil korlederen er tilfreds, eller indtil at det nok ikke kan blive bedre i denne omgang. Tallet 3 er passende, evt. kan det gentages 5 gange. Afledning kan være melodiføring eller ”hvordan var det lige, at I sang her?” eller som sagt et ord eller begreb. Vigtigt er, at man taler til børns fantasi.

Man kan hurtigt skabe magi med bevægelser, hvis ellers børnene vil lege med. Hvis de ikke vil, er man på den. Så må man jo prøve at lære dem det.

Tekster der er for abstrakte er ikke egnede til børnekor.

Eksempler på bevægelser (1 bevægelse pr. frase, gerne i metrum)

  1. rose, blomst (hænder former en bold)

  2. Gud i himlen, skyer (pegefingre peger opad)

  3. jorden (armene tegner en cirkel)

  4. os alle (armene bredes ud)

  5. tryghed (hænderne trykker hinanden)

  6. hjertet, hjertelighed eller glæde (højre hånd på hjertet)

  7. ked af det, græder (to fingre følger de imaginære tårer på vej ned ad kinderne)

  8. smiler, griner (to fingre løfter mundvigene en anelse)

  9. pas på (den velkendte pegefinger laver vuggebevægelser)

  10. taget, himlen (armene former et tag over hovedet)

  11. abe (højre hånd klør sig i håret)

  12. bede (folde hænder)

  13. han hjælper os (brede armene ud i velkomst)

  14. snakke, sprog (den ene hånd snakker med fingrene, eller man peger på munden)

  15. imponere (tommeltot under begge armhuler som en fin bonde i 1700-tallet)

  16. hud (pege på ansigtet)

  17. foragte (se vred ud/vær foragtet)

  18. hvile (to hænder under den ene kind)

  19. tænke på (peger på tindingen)

  20. solen (soler sig med et stort smil og hænderne, eller peger på solen, eller former en cirkel)

  21. angst (kroppen ryster)

  22. vinden i bladene, stormen (armene smidigt frem og tilbage foran kroppen)

  23. gror (fingre i bevægelse, evt. hæve arme langsomt).

  24. vand (bølgebevægelser)

  25. skyde (gevær der skyder - det er væsentligt at omgås bevidst barokke elementer med varsomhed. De skal til for afvekslingens og drengenes skyld. Drenge synes, at det er fantastisk sjovt, hvor stor en riffel, de kan skyde med.)

  26. jubel (knyttede hænder i vejret, når ordet ”jubel” optræder)

 

7) Konkurrence-elementet

Når børnene laver opgaver på tavlen, er det oplagt at gøre det til en leg ved at lave en opstilling med KL for korlederen og K for korister. Den der først har vundet 5 point har vundet spillet. Konkurrenceelementet er så afgjort med til at børnene anstrenger sig ekstra - de vil vinde. Og det er vigtigt, at korlederen ikke er for kritisk. Det er en svær balancegang, og enhver må råde i situationen efter egen vurdering. Men man skal huske, at dette bliver gentaget mange gange.

Hvis børnene laver fejl, får korlederen point. Hvis børnene laver det rigtigt, får de selv point.

Man kan også synge to melodier, der er trinvise op eller ned, hvor den sidste tone går i samme retning eller skifter retning. Og så skal børnene svare på, hvad forskellen var på de to. Eller ”laver jeg nu den første eller den anden melodi?”

 

8) Psykologien i forbindelse med en korprøve

Det vigtigste for børnene er kontakten til korlederen. Korlederen må være den autoritet, de kan læne sig op ad. Og derfor er det dels vigtigt for korlederen at forstå hvilke børn, han/hun har foran sig. Dels at han/hun har det rigtig godt og føler sig godt tilpas.

Man kan ikke skabe et kreativt rum, hvis rammerne er for snævre.

Det er ikke klogt at bruge ironi, før børnene er blevet unge teenagere og frem.

For Gerd-Peter er det helt indgroet at finde muligheder i stedet for at løse problemer. Meget godt eksempel fra hans bog om børnekor: ”Hvis barnet skal synge for, men det lyder ikke særlig godt, siger korlederen: Det var vel nok fint, og hvor er det nogle fine sko, du har på. Prøv lige en gang til”.

 

9) Opvarmning

Elke bruger meget ”raketten”. Hun bruger den også i løbet af korprøven som et tilbagevendende element. ”Cirkelformet mund, højere, svagt, endnu stejlere raket”.

Det kan være godt at bruge armenes frie fald til at få korsangerne til at synge kraftigere.

Man kan også køre motorcykel, op ad bakke, ned ad bakke, til højre og til venstre og langsomt.

Og en bi, der summer. Mange børn synes, det er sjovt, når korlederen går rundt mellem børnene med sin bi.

Ekko-klap er også en god måde at begynde en korprøve på. Det skaber ro og koncentration fra starten.

Selv om opvarmning af stemmen er en dyd, er det svært at få opvarmningen indarbejdet rigtigt, så koret vitterlig synger bedre. Det betyder også, at man nogen gange kan spare på visse elementer. Omvendt er det min egen erfaring, at man kan bruge opvarmningen til at tage en temperatur på, hvordan koret har det idag mht. blød klang og ambitus opad.

Nogle korledere vugger fra side til side eller springer rundt, mens de laver glissando-øvelser og mere rytmiske små-melodier. Det er en god måde at få kortimen igang på. I det hele taget er kropslighed en god ting, i hvert fald til en start.

Nogle kor kommer til at holde af opvarmningsøvelserne som ritual. Det er rart, at der er noget, der er fast.

Specielt for små børn og børn, der aldrig har hørt om kor før, er det en god idé at lave opvarmningsøvelserne om til en historie:

”Det var en mørk og stormfuld aften. Vinden hvislede i skovens blade (alle bevæger hænderne og hvisler og suser - kraftigt, dybere, højere, og ganske svagt på skift). I det fjerne hørtes en ugle (alle laver ugle-lyde). Uglen kom nærmere og nærmere, da vi gik ind i skoven. Men vi var ikke bange, for vi havde jo hinanden.” Osv.

Eksempler på lyde er:

  1. hundehyl

  2. ugletuden

  3. vindens tuden

  4. spøgelses-hvisken

  5. julemandens oh-oh-oh

  6. biernes summen

  7. kattes miaven

Fu-fu-fu hører med til enhver koropvarmning i Braunschweig. Den er treklangsbaseret og medvirker dermed til at styrke den harmoniske bevidsthed. (Nodeeksempel)

”Alle Vögel sind schon da” - transponeret. Den er velkendt (i Tyskland og tilpas enkel og optimistisk). Danske eksempler er ”Poul sine høns” og ”ABC-sangen”.

Ekko-spil med fakter: ”Jeg er ligeglad”, ”Høj, høj, lav”, ”Uh-Ugle”, ”Bombe”, ”Nej, jeg vil ikke!”, ”Kom her”

Øvelser med i giver klarhed (brugt meget i engelske drengekor).

Øvelser med a giver fylde.

Drenge skal bruge større bevægelser og mere kraft.

Piger kan sidde og bruge en bog allerede fra 3. klasse.

 

10) Harmonier

Med tilpas store børn kan man give dem en grundtone. Så skal de synge først en kvint, dernæst en terts - enten i dur eller mol. De skal være opdelt i to grupper. Man kan også lave dette som domino. Den grundtone de får ligger ikke kromatisk oven på den gamle. Man springer rundt inden for rimelighedens grænser, også for at give børnene passende udfordringer. Finder de et system, som f.eks. kromatik, lærer de jo ikke rigtig noget.

 

11) Orff-instrumenter

Med små xylofoner lærer børnene tonerne at kende. Xylofonerne er ikke for dyre, og de kan holde til temmelig meget. Det er vigtigt, at børnene lærer, at de ikke blot skal hamre uhæmmet på dem. Men de kan både slå kraftigt og svagt - og først når læreren siger til.

 

12) Opstilling

Et flygel er bedre end et klaver, fordi det skjuler mindre af korlederen. Men et klaver er bedre end et el-klaver, fordi den bedre klang automatisk får børnene til at synge bedre. Og en korleder, der synger godt, får nemmere en god klang frem, fordi børnene har et godt forbillede.

For de helt små fra 4 år til ca. 7 år er det en god idé jævnligt at sidde i en kreds, hvor korlederen har nogenlunde samme højde som kormedlemmerne. Det var mit store øjeblik af succes, da de små 4-5 årige kappedes om, hvor jeg skulle sidde.

I Braunschweig sidder de i korsalen i buer som i balkonerne i teatret. Buer er klart at foretrække for lige linier, da det nemmere giver gruppen samhørighed, og alle kan følge med i, hvad de andre laver.

Bruger man klaver, bør det stå med siden til, så mest muligt af korlederen er synlig. Det har dog den klare ulempe, at korlederens arbejdsstilling er ubekvem.

Det er en god idé at bevæge sig meget. Evt. at stå op og spille klaver en gang imellem, så man bliver mere synlig. Når koret synger a cappella, bør man også straks udnytte situationen og træde frem foran klaveret. Ligesom når man demonstrerer vejrtrækningsøvelser, bør kormedlemmerne kunne se hele kroppen.

 

13) Stemmeteori

Stemmebåndet bevæger sig ved at der opstår undertryk ovenover stemmebåndene. Det gør der, fordi der kommer luft nedefra. De to stemmebånd begynder så at svinge synkront mod hinanden. Hvis der kommer yderligere tryk, stiger tonen. Hvis stemmebåndene fortykkes, daler tonen (drenges stemmeovergang).

Hvis stemmen er hæs, kan det skyldes stemmeknuder eller usynkrone stemmebåndssvingninger. Glissando er svaret på alt, når man skal opdrage stemmebåndene til at svinge sundt og harmonisk.

Bryststemmen går fra (?-) c1-a1. Midterlejet ligger fra a1-d2. Hovedklangen ligger fra c2-a2 (-?). Den største masse skal flyttes ved bryststemmen, mindre ved midterlejet og slankest er stemmebåndene ved hovedklangen.

Store stemmer er sværest at udvikle, både for børn og korledere.

 

Afsluttende bemærkninger

Det kan være svært at gengive en stemning. Og slagord som "Mulighedernes land" er ikke konkrete nok, men gengiver meget godt, hvad jeg oplevede i løbet af en uge. Det er det samme, som kendetegner det gode samarbejde: Den ene idé tager den anden, og sammen skaber vi noget, der var bedre, end hvis vi kun var os selv.

Men det betyder meget for mig at have set, at metoderne virker. F.eks. de 8-års piger, der gav toner videre, som var det en guldklump. Og rytmelegene. Som jeg har sagt mange gange, så er der ikke noget svært i "Braunschweig-metoden". Men det er først, når den er inde under huden, at den kan bruges til noget. Så får man nemlig skabt et kreativt rum sammen med børnene. Og det nyder både de og den voksne korleder.

Og jeg var meget overrasket, da jeg havde overværet Elkes undervisning på den første dag. For da undervisningen var færdig, måtte jeg indrømme, at også jeg havde følt mig godt underholdt, samtidig med at børnene havde fået lært rigtig meget. Jeg var meget imponeret af Elke, som holdt en høj standard hele ugen og stormede rundt med den store højgravide mave og nød at være igang.

Og så er det også væsentligt at have set, hvordan man skal opbygge sine rytmer, hvad man skal viske ud hvornår, og hvad der er forkert. Det er interessant nok for hvis korlederen kommer til at viske det forkerte ud, vil resultatet vise sig prompte: Børnene bliver forvirrede.

Det var også meget interessant for mig at se, at Gerd-Peter kunne formå at få en flok døde drenge (efter Witolds tortur) til at vågne op og få mod på livet og sangen. Mest interessant var det, fordi det hele foregik på et splitsekund.