Italien og Slovenien

Begyndelsen

I gymnasiet var jeg også på studietur til Rom. Det var meget sjovt, men den virkelige oplevelse af italienerne har jeg fået via Alessandro Sluga. Han er en udmærket cellist af typen, der også kan spille meget kraftigt. Og det er rart, at man ikke altid skal dæmpe sig til ukendelighed som pianistakkompagnatør.

Nord-Italien

Det område, jeg har udforsket, ligger i det nordlige Italien, i Trieste, som ligger ud til kysten. Vandet er lækkert og fisk og krebsdyr friske og til at få for penge på enhver restaurant. De smager lidt sjovt. Men når man har vænnet sig til smagen, og ved at det ikke er, fordi de er forurenede, spiser man sig trygt mæt.

Koncerter

Vi har spillet koncerter på skift i Danmark og i Slovenien. Alessandro er halvt slovensk, og der bor han også nu i en lille by, der på slovensk hedder Gedsted. Jeg talte med en politiker, som sagde, at nu måtte jeg endelig huske at fortælle i Danmark, at de lavede god vin i Slovenien. Det gør de, det har jeg selv smagt.

Orgeltur

I Slovenien har jeg også været rundt og se på orgeler. En flink mand, der var museumsinspektør og fritidsorganist, lovede mig en tur rundt til de orgeler, han kendte. Det var meget spændende, først og fremmest fordi det ikke var nye orgelbevægelsesorgeler som i Danmark, men mere eller mindre vedligeholdte gamle instrumenter med al deres charme. De var vidt forskellige, men alle bløde i klangen.
En lille pudsig ting var, at vi havde aftalt at mødes kl. 14, og jeg var der derfor 5 minutter i to. Forudseende havde jeg taget "Klokkeren fra Notre-Dame" med, som jeg så læste i, mens jeg ventede. Kl. halv tre var han endnu ikke kommet, heller ikke fem i tre, eller kvart over tre. Jeg gik tilbage til mit klaver - det var alligevel sjovere at øve. Klokken fem minutter i fire kom han op til mit værelse. Jeg forventede en lang forklaring om alt det, der måtte være hændt ham, siden han ikke havde holdt vores aftale. Og den forklaring, jeg fik, var: Han var lige blevet lidt forsinket.
Jeg var målløs, men skik følge eller land fly. Jeg spurgte Menahim Meir, som var en gammel mand på 70-80 år fra Israel, hvad han mente. Og han mente, at det var vigtigt, at folk tog sig god tid. Det var en folkeret.
Turen skulle have varet et par timer. Men vi tog os god tid og kom vidt omkring. Og vi var først hjemme igen ved midnat.
Et sted besøgte vi en af hans kammerater. Jeg skulle fortælle alt, hvad jeg vidste om orgeler. Og uanset hvad jeg sagde, var det fantastisk. Vi havde små kommunikationsproblemer, men det gør jo ikke noget, hvor der er godt humør.

På toilettet

Så skulle jeg på toilettet. Al den kaffe og øl måtte ud igen. Fint nok! Min vært gik ud, skyllede og rumsterede, der blev lagt rent håndklæde frem, og det varede ca. 10 minutter. Imens blev jeg blot mere og mere tissetrængende. Sikke en forberedelse! Jeg følte mig som en konge, da jeg endelig fik foretræde på toilettet, hvor jeg dog fik lov til at opholde mig alene.

Hvor er præsten?

I en landsby opsøgte vi pæsten, som havde nøglen til orgelet. Han var ikke at finde det ene sted, og heller ikke det andet, eller tredje... Til sidst fandt vi ham - man skal bare spørge sig for og blive ved længe nok. Inden vi tog fra landsbyen, kom vi forbi et sted, hvor de holdt fest. Der blev serveret grappa af de rigtige hjemmebryggede slags. Vi kendte godt nok ikke nogen af dem, der var der. Men den ene af os talte sproget, og så var vi velkomne. Grappa'en var rigtig god. Vi var styrkede og måtte videre.
Det eneste orgel, der ikke faldt i god jord hos mig, var et nybygget tysk orgel. Han var ellers så stolt, da han viste det frem. Det havde to-tre manualer, alt virkede på det. Og det kan altsammen godt være. Selvfølgelig må et orgel godt virke, men giv mig den bløde klang, så kan vi snakke om det!

Til gudstjeneste i kirken på landet

Til gengæld for den gave som denne tur i virkeligheden var for mig, spillede jeg en salme og postludium for ham søndagen efter. Det var en meget interessant oplevelse. Salmetempoet dernede er så langsomt, at man ikke fatter det: Ca. 1 sekund pr. stavelse. Jeg kunne kun spille så langsomt, fordi Marko Vuk, som min guide og organist hed, stod ved siden af og takterede.
Kirkegangen var fænomenal: Ca. 400 mennesker i sommersæsonen i en by med 2000 indbyggere. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at krigens gru også spiller ind her. I det frivillige voksenkor var der ca. 50, og de sang 4-stemmigt. Om sommeren mødte kun ca. halvdelen op. Repertoiret i motetter og salmemelodier var næsten udelukkende nationalromantisk, hvilket jeg synes er et godt valg. Det svarer jo meget godt til Bielefeldt-koralbogens tid herhjemme. Og den er vi jo på vej tilbage til igen, efter det 20. århundredes Laub-dominans.
Kirkens orgel havde fået sponsoreret nye piber. Og det gjorde man på den måde, at folk donerede piben som enkeltpersoner mod at få indgraveret deres navn i og piben. På det tidspunkt var det nyt for mig, at orgeler kan være i en dårlig stand. Jeg oplevede det i Testrup Kirke i Himmerland, men det blev der jo gjort noget ved. Her levede man med, at forskellige stemmer stod af ved forskellige toner.

Mentaliteten

Jeg blev aldrig rigtig glad for Slovenien. Jeg følte mig ikke tryg her. Det gjorde jeg i Italien. Vi boede i Nova Gorica, på den italienske side lå Goricia. Da grænsen blev trukket, kom til Goricia til at ligge på den italienske side. Men det var for meget for slovenerne, forstod jeg. De lavede en ny by. Der var ikke nogen, der fortalte mig, at Goricia nogensinde havde været slovensk. Det lød mere som en mærkværdig selvopfundet konflikt.
Alessandro sagde, at hvor der er tre slovenere til stede, er der altid fire politiske partier. Sådan siger man dernede. De virker meget kamplystne på mig. Men dels kan jeg ikke sproget, heller ikke bare så nogenlunde. Det eneste ord, jeg kender, er prt (med rulle-r), som betyder en dug. Og Trieste som staves Trst. Og dels har de lige haft krig.
En dag vi sad en gruppe på en café, begyndte nogle at slås. Det er jo ikke specielt slovensk, men det var meget pludselig og udendørs. Og måske var det også folks manglende reaktion, der stødte mig. Alessandro fortalte, at der var megen dumhed og derfor også mange slagsmål på caféerne. Ellers kunne man jo kun være glad for deres dejlige, yderst rimelige priser.

Menahim Meir

Jeg var dernede som pianist for et cellokursus med Menahim Meir, tidligere Casals-elev og rektor for konservatoriet i Tel Aviv i Israel. På trods af alle de fine titler, han har fået, og koncerter han har spillet, har han ikke glemt "almuen" - næste generation. I hvert fald på sine gamle dage underviste han gerne begyndere.
Han var en stor oplevelse i sig selv. Han røg ikke, sagde han, når man mødte ham med en cigaret i munden. Det var kun, fordi det var sådan en dejlig social ting. Han havde en elev, og de hyggede sig sådan i pauserne, når de røg. Og nu var han jo blevet gammel og havde oplevet det, han skulle.
Vi spillede bl.a. koncert på et kloster. Jeg spillede Mozart og Schumann og fik ros for det. Jeg beklagede, at jeg forholdt mig frit til enkelte ting i nodeteksten. Og han sagde, at det gjorde ikke noget, når det overordnet set var musikalsk og i orden. Men husk: Altid affrasere! Det har jeg husket lige siden.

På museum

Med Alessandro skulle jeg ved en anden lejlighed spille en koncert på et meget stemningsfuldt museum onsdag aften. Desværre skulle jeg søndagen før spille koncert i Danmark, så jeg kunne ikke komme afsted før tidligt mandag morgen. Men det er jo billigt at rejse med Ryanair, hvis man ellers er i stand til at booke de rigtige billetter.

Ryanair.com

Det var min første tur med Ryanair. Jeg var ellers vant til at rejse med tog. Så jeg bookede to rejser - én til London og en til Trieste. Desværre lå de alt for tæt på hinanden. Jeg havde glemt at tage højde for, at når man flyver skal der være tid til check-in og bagageafhentning. Det tager altsammen en frygtelig masse tid, sammenlignet med togrejse.
I Århus Lufthavn stod jeg så der og kunne se på, at vi blev mere og mere forsinkede. Nu kunne jeg snart ikke nå mit fly i London mere. - Vi nåede at letteefter afgangstidspunktet for mit fly til Trieste. I lufthavnen stod jeg så i Århus og vidste ikke, om jeg skulle flyve tilbage igen og taget toget sydpå eller hvad.
Jeg ringede til min far, min kæreste og Alessandro. Alessandro var sej, bookede et fly til Venedig i stedet og gav mig et booking-nummer. Jeg tog omkring London og besøgte Daniel Munkholm Bruun som på det tidspunkt var organist i Den danske Kirke.

Hos Alessandro

I Italien var der dejligt varmt. Jeg blev kørt ud til det lille hus, hvor Alessandro boede i "Gedsted". Jeg fik mad, og en lille dukke som han kaldte "lille Christina" og en stor dukke til låns, som hed "store Christina". Nu skulle jeg jo være væk fra min kæreste i mange dage, og så måtte dukkerne erstatte hende.
Dagen efter var vi oppe kl. 9, spiste morgenmad og tog hen for at øve. Med pauser og mad ind imellem nåede vi at afslutte øvedagen en time før midnat. Næste dag var der igen fuld tryk på indtil kl. 17. Koncerten begyndte kl. halv ni, og den skulle der jo også være tid og energi til. Det fantastiske ved dette prøveforløb var, at vi blev friske af at øve, og trætte når vi holdt pause.