Leningrad og Tallinn

Vi har en chauffør...

Turen begyndte i en stor turistbus på Viborg Katedralskole. Eftersom jeg aldrig husker at informere om den slags detaljer såsom en udlandsrejse, har mine forældre sikkert ikke været til stede, men det var der så mange andre der var. Heriblandt Trines forældre, som har betydet meget for min dannelse.
Undervejs på turen fandt jeg en kæreste, der hed Annemette. Ikke at det holdt længe, men da bussen gik i stykker, og der var 20 minusgrader udenfor og snart også inde, var det dejligt at sidde tæt og nyforelsket på to sæder.

Før muren faldt

Det var før muren faldt, så der var officielle og uofficielle vekselkurser. I praksis vekslede man en lille smule hvidt, for at kunne retfærdiggøre sig overfor tolden. Resten blev vekslet sort.
Og på et tidspunkt var jeg udset til at veksle for stort set hele koret. Det er en scene, jeg husker, som var det igår: Min "bande" mødtes med den anden "bande". Vi to vekselerer trådte frem, udvekslede penge, talte efter endnu engang, og gik så tilbage til vores "bander". Den ene bande sørgede for at slå alarm, hvis politiet skulle kigge forbi. De var nogle ordentlige brød. Den anden var der for at forsvare mig, hvis nogen skulle løbe med pengene, eller jeg skulle blive snydt. Der skete nu ikke noget som helst, så det eneste var den evige kriblen i maven - man kunne jo blive snydt!
Der var også én med på mit hotelværelse, som ville se på mine sko. Jeg ville selvfølgelig kun sælge de dårligste, jeg havde. Og han ville egentlig også gerne kø, men ikke til den rigtige pris. Igen - der skete ikke noget, det var blot enormt spændende.
Jeg blev opsøgt de mærkeligste steder. I en tøjforretning handlede vi med vekselkurser på bagsiden af en tændstiksæske. Mens vi gik på en lang række blev der handlet. Og når først vekselkursen var lagt fast, blev der aftalt et belø og et handlested.
Der var også nogen, der havde vekslet hjemmefra og smuglet penge ind. Det kunne jo være gået galt, men det gjorde det altså ikke. Der var flere, der var lige ved at blive opdaget. Sikke noget! Det var blevet en helt anden tur, hvis...

Koncert

Vi sang bl.a. på et gymnasium, hvor vi skulle opføre et moderne stykke, som vi var temmelig gode til, som jeg husker det. Midt i stykket - som en effekt - skulle en fra koret gå demonstrativt ud og smække med døren. Men da han kom til døren, stod to lakajer parat, åbnede med et let buk - og lod ham gå igennem! Så meget for den effekt!
På en elite-skole kom jeg til at gå ind på keramikværkstedet (ja, typisk mig - "kom til"). Her stod en række kunstværker, buster og andet. Under bunden stod "NN, 9 år", "NN, 12 å". Jeg var målløs. Godt nok var det en eliteskole, men kunne det virkelig lade sig gøre at være en sand mester i en alder af 12 år?

Kontakt

De gymnasieelever, vi fik kontakt med, var godt forberedte. Jeg vidste så godt som ingenting om Estland, og kunne kun fremstamme, at Dannebrog var faldet ned i Estland i attenhundredeoggrønhvidkål. Det siger sig selv, at de rettede mig med det korrekte årstal, og iøvrigt spurgte om det virkelig kunne passe, at Kong Christian d. 7....? - Ja, hvad ved jeg!
Vi kørte ud til en "café" udenfor byen. Det kostede lidt mindre end slet ingenting i en taxa. Og de stakkels gymnasieelever var kede af at bede os om penge, for det var et kæmpebeløb for dem. Men det er typisk for ethvert land, jeg har været i, at kender man landets skikke, og kører man lidt væk fra alfarvej, får man kvalitet til uhørt lave priser!
Caféen var privat, og der var ingen vinduer i. Hvis politiet kom, ville vi alle blive ledt ud af bagdøren. Her var vi forsamlede for at høre irske folkemelodier. Sproget var virkelig svært (irsk engelsk), synes jeg. Jeg har båndet endnu, og jeg synes virkelig, de gjorde det godt. Jeg har aldrig siden hørt den irske folketradition så levende. Der var en del, der grinede undervejs. Og det gjorde jeg også, men det var nu ikke, fordi jeg kunne nå at følge med.
Vi så også den berømte kæmpe-muslingeskal på den mark, hvor de hvert 5. år (såvidt jeg husker) forsamler op til 30.000 letter i flere dage til sangfestival, hvor der sikkert fortrinsvis synges på lettisk.
Jeg lærte at drikke kaffe på den tur. Vandet var så fyldt med klorsmag, at det overgik en dansk svømmehal. Jeg kunne ikke drikke det, selv om jeg prøvede. Te gik heller ikke, dårlig cola var okay. Men kaffe smagte ikke så meget af klor, at det gjorde noget. Og så var der selvfølgelig champagnen, som kostede 10,- kr. ved natservering på hotelværelset, når vi holdt fællesfester på det værelse, hvor der skete noget den aften.

Er der nogen, der kender denne lille dreng...?

I Skt. Petersborg blev jeg væk. Der stod så jeg - uden at kunne et ord russisk (de forstod ikke ordet "opera", som jeg selv syntes lød meget russisk), og uden at vide hvor jeg boede. Jeg havde en smule penge med, og det var det.
Kort forinden var jeg fulgtes med nogle andre i et stormagasin på størrelse med Harrods i London, og pludselig var de gået i en anden retning. Jeg sagde "opera" til hvem, der kom forbi. Russerne virkede meget tillukkede på mig, og de forstod mig heller ikke. Jeg købte en billet og steg på en trambus. Men hvad kunne det nytte? - Jeg kendte jo ikke vejen til Opera eller mit hotel.
Og så var det jo ligesom, at miraklet skete: En lille Morris Mascot (den hvor der kan være fem elefanter i i elefantvitserne) med englændere i standsede. De rullede vinduet ned og spurgte, om de kunne hjælpe med noget! Jeg var faret vild, og mit hold skulle i operaen i aften, så der kunne jeg finde dem. Nej, hvor pudsigt, de skulle lige derhen, og jeg kunne godt køre med! Hvor heldig kan man være? Jeg kom billigere ind, end de andre og fik en bedre plads.
Jeg tog en del billeder. Og min musiklærer var rasende over, at nogen vovede at tage billeder i operaen. Og så var det ovenikøbet en af hans egne. - Da jeg kom hjem, havde jeg selvfølgelig glemt at putte en film i. Det var så de billeder.

Indkøb

Jeg købte en del ting derovre, hvoraf jeg kun har en sjov video med Tjajkovskijs Svanesøen og en bakke, jeg selv synes er fantastisk flot, endnu. Da vi skulle igennem tolden, havde jeg et kæmpeproblem. Jeg regnede på det. De hvide penge dækkede ca. 2 % af mine indkøb, så jeg var voldsomt nervøs for at komme igennem tolden. Men hvad skete der? - Vi kørte over grænsen uden at blive tjekket efter. Måske fordi vi var blevet så voldsomt forsinkede:

Det var koldt udenfor, og bussen var i stykker

Undervejs mod grænsen gik bussen i stykker. Et eller andet vitalt i motoren, som man ikke lige kunne få reservedele til her og nu (men må indenfor et halvt år, hvis man sendte en ansøgning i 7 eksemplarer). Det var virkelig noget skidt. Udenfor var ca. 20 minusgrader, indenfor blev der koldere og koldere... Det tog en time, så havde vores chauffør ordnet motoren. Og i den tid kom der en politibil forbi hvert 5. minut - jo, vi var under opsyn! Tænk hvis nogen ville ind i Vesten via vores bus, eller hvad de nu tænkte.

En SandVits

Hvad er en strygekvartet? - Et DDR-orkester efter hjemkomsten fra en koncertrejse i Vesten!